søndag den 30. maj 2010

Vitrine


Bolig-fremmedord. Fra akvarieramme til vitrine - boligindretning er et fag med mange fagudtryk.

Vitrine er et skab eller bordlignende møbel med sider og eller låger af glas. Skabet bruges typisk til porcelæn, glas og nipsgenstande, men kan også anvendes som bogskab.

Billedet viser et højt, smalt vitrineskab i gustaviansk stil fra Indoor Møbler.

lørdag den 29. maj 2010

Fliser fra Evers

Evers er Danmarks største leverandør af fliser og klinker. De har et meget stort udvalg, og produktkvaliteten fejler ikke noget. Men leveringssikkerheden og det generelle serviceniveau er ringe.

Da vi skulle have klinker til vores nye bad og køkken, blev leveringen over to uger forsinket. Vi ringede flere gange og fik hver gang en ny medarbejder i røret, som ikke kendte noget til ordren. Det viste sig endelig, at klinkerne var kommet hjem til tiden, men Evers havde ikke registreret varemodtagelsen, så de stod på en palle i fire uger og grinede, mens vores murer – og køkken – ventede i den anden ende.

Vi er meget utilfredse med, at vores ordre bliver væk på Evers’ lager, og at skiftende medarbejdere viser sig meget lidt kompetente og hjælpsomme i den forbindelse.

Vi får modsatrettede informationer fuldstændig afhængig af hvilken medarbejder hos Evers, vi får fat i. Der må være noget helt galt med Evers’ ordresystem eller datadisciplin, når den enkelte medarbejder overhovedet ikke er i stand til at se, hvor sagen står.

Derudover har Evers ofte meget lang ventetid på deres telefonbesvarelse, ligesom de konsekvent ikke svarer på de mails, vi sender. Det er muligt, at de registrerer mailen, men det kunne være rart som minimum med en bekræftelse af, at mailen er læst.

Endvidere finder vi det mærkværdigt, at Evers ikke automatisk sender en ordrebekræftelse som tegn på, at ordren er ført ind i systemet.

Forløbet til skræk og advarsel:
  • Vi placerede telefonisk en ordre hos Evers på Sandstone fliser med en estimeret leveringstid på to uger. Dette gav os rigelig luft i tidsplanen for den renovering af køkken og bad, som vi netop havde igangsat i vores nye hus.
  • For at være helt sikre på at ordren var korrekt registreret, ringede vi en uge senere til Evers for at bekræfte pris, art, mængde og leveringstid/sted samt udbede os en ordrebekræftelse, som altså ikke var blevet sendt automatisk. Her blev det også aftalt, at når fliserne var færdige, ville de blive fragtet til vores adresse, så snart vi overførte betalingen.
  • En uge senere fik vi at vide, at fliserne var klar, overførte straks betalingen og afventede herefter fliserne. Et par dage efter ringede en medarbejder til os med beskeden, at Evers havde modtaget pengene, og fliserne var klar - hvad skulle de gøre ved dem? Vi gentog, at de skulle sendes til vores adresse - fragtmanden skulle levere dem i indkørslen. Evers bekræftede endnu en gang, at dette ville ske.
  • En uge efter var fliserne stadig ikke leveret, og vi ringer nu temmelig uforstående til Evers for at høre, hvor de bliver af. Den medarbejder, vi nu får fat i, oplyser, at denne ordre IKKE er på lager og først vil kunne leveres ”om to uger”, da fliserne jo først skal brændes. Ja, men det har vi jo gentagne gange fået at vide, at de vil blive/er blevet til aftalte tid. Den medarbejder, som har udformet ordrebekræftelsen, er ikke på arbejde, og den medarbejder, som vi har i telefonen, kan ikke oplyse, hvad der er sket med vores ordre. Hårdt presset medgiver han, at han da godt vil "gøre os den tjeneste"(!), at give den person, der har bekræftet ordren, besked om sagen, når hun er tilbage på jobbet.
  • Senere samme dag ringer vi igen til Evers og får fat i en tredje medarbejder, som heller ikke kan gennemskue, hvad der er sket med ordren, men som dog er mere forstående overfor problemstillingen og vil ringe tilbage, så snart han ved mere/får fat i sin kollega.
  • En uge senere er vi nået det tidspunkt, hvor vores murer skal i gang med at lægge fliserne, og hele ombygningsprojektet bliver forsinket på grund af Evers' manglende levering. Dette er naturligvis meget frustrerende for os, især da vi har fået bekræftet gentagne gange, at der var styr på sagerne, og derudover har opereret med to ugers tidsmargin for netop at undgå, at projektet forsinkes på grund af materialemangel.
  • Da medarbejderen ringer tilbage dagen efter, er det med meddelelse om, at der er sket en beklagelig fejl, og fliserne ikke er ankommet - vi må vente yderligere to uger med at få dem leveret. Hun lover dog, at hun vil tjekke på lagret en ekstra gang. Da hun flere timer efter ringer tilbage er beskeden nu, at fliserne ER blevet lokaliseret på Evers' lager. Der har de ligget, siden vi først fik besked om, at de var ankommet (ca. to uger tidligere). De kan dog først leveres to dage senere, da de skal "gøres klar til fragt".

fredag den 28. maj 2010

Personlig stil i hjemmet

Individuel indretning

Forfatter: Ingald Andersson

Den svenske indretningsarkitekt har forfattet en spændende bog med mange konkrete bud på, hvordan man kan indrette hjemmet med personlig stil. Hans anvisninger på gør-det-selv-projekter er tilmed lette at gå til.

Ingald Andersson starter med at pointere, at man skal indrette sin boligen, som man selv har lyst til, og ikke som ens omgangskreds evt. forventer det. Indretningsløsninger, der fungerer hos andre, vil ikke nødvendigvis fungere hos én selv.

Og så skal man give sig god tid med boligindretning. Det tager flere år at "komme på plads" i en ny bolig. Da ens boligbehov ændrer sig over tid, gælder det om at etablere fleksible løsninger, hvis man vil undgå at bruge formuer på møbler.

torsdag den 27. maj 2010

Indretningsideer med tekstiler


Ideer fra bogen Tekstil med stil:

  • Gamle flotte gardiner med kvaster kan draperes over en sofa
  • Indiske sarier kan bruges som florlette gardiner
  • En broderet stol med et slidt sæde kan draperes med et lækkert sjal i en matchende farve
  • Et mindre tørklæde kan draperes over en lampeskærm (pas på brandfaren)
  • Brug et kelimtæppe som rustik dug
  • Sy et bånd på tværs af et par gardiner
  • Sy pomponer på en sofapude
  • Et antikt stykke stof, der er for lille som gardin eller lignende, kan kantes med hør i en matchende farve
  • En kedelig eller grim væg kan dækkes af ens baner af stof fra loft til gulv - det er hurtigere end at pudse op, male eller tapetsere
  • Et helt rum kan pakkes ind i stofbaner, som draperes langs loftet og ned af væggene – som en hyggelig hule
  • Brug store mængder musselin som sengehimmel og border af broderi anglaise
  • Smid aldrig et slidt pudevår med fint mellemværk (se billedet) ud - genbrug mellemværket på en ny pude eller noget helt andet

onsdag den 26. maj 2010

Sarier og sjaler som gardiner


Man kan bruge sarier, sjaler og tørklæder i boligen. Sådanne tekstiler skal man, ligesom de antikke tekstiler, helst undgå at klippe og sy i. De kan hænges på døre eller vægge som de er.

I boligbogen Tekstil med stil er de engelske og amerikanske indretningsarkitekter ferme til at mikse og matche alle mulige forskellige farver og mønstre.

De blander gerne 5-6 forskellige mønstre i et rum – mønstre som almindelige dødelige aldrig ville turde sætte sammen, men som får rummet til at vibrere.

tirsdag den 25. maj 2010

Fyld hjemmet med tekstiler

Tekstil med stil – antikt og unikt til den bløde bolig

Forfatter: Caroline Clifton-Mogg

Lækker boligindretningsbog, der lærer læseren at sætte pris på tekstiler i boligen. Selv det mindste stykke stof kan have værdi, hvis det er gammelt nok og/eller har en høj kvalitet.

Man kan bruge tekstiler på mange måder i boligen. Gardiner, puder, betræk, sengelinned, plaider, duge og servietter er de mest almindelige måder, men der er mange andre anvendelsesmuligheder for tekstiler.

Forfatteren plæderer for, at man hænger mindre stykker tekstil op på vægge og døre eller draperer større stykker over senge, sofaer, stole, borde og omkring vinduer.

Bogen gennemgår fem forskellige indretningsarkitekter, der er kendte for at bruge tekstiler i deres boligdesign: Christophe Gollut, Mary Drysdale, Anna Bonde, Nathalie Hambro og Sera Hersam Loftus.

Hernæst behandles de forskellige typer af tekstiler, fra hør og blonde over trykte stoffer til broderi.

Endelig beskrives de forskellige anvendelsesmuligheder for tekstiler fra gardiner over sengemiljøer til udsmykning.

mandag den 24. maj 2010

Smedejern


Fagudtryk om boligindretning. Fra akvarieramme til vitrine - boligindretning er et fag med mange fagudtryk.

Smedejern er jern, som er bøjet i kunstfærdige og dekorative mønstre, f.eks. bladranker og blomster.

Man ser typisk smedejern brugt som gitre og hegn og som trappegelændere og vinreoler.

Billedet viser et smukt spejl af smedejern fra procommerce.dk

søndag den 23. maj 2010

Svigermors skarpe tunge


Svigermors skarpe tunge er et andet eksempel på en nem stueplante - her fra Siam Orchids.

Det officielle navn er Sansevieria, og den kendes også under navnet Bajonetplante.

Svigermors skarpe tunge kræver ikke meget pasning. Blot en ugentlig vanding og en ompotning hver andet år eller efter behov.

lørdag den 22. maj 2010

Nem plante i vindueskarmen

Echeveria-slægten byder på en mængde flotte roset-lignende blomster, som skal vandes meget sjældent.

De er velegnede i sommerhuse, eller hvis man ikke har tid til at passe sine planter med regelmæssige vandinger.

De må endelig ikke overvandes, men skal have lidt vand i underskålen og gødes let i vækstperioden.

Rosetterne skal stå lyst, gerne i et sydvendt vindue. De kan med fordel plantes i pottemuld iblandet sand.

fredag den 21. maj 2010

Stueplanter


Planter i boligen

Politikens bog om stueplanter

Forfatter: Dorte K. Rhode Nissen

Stueplanter kan, hvis de matcher boligens interiør, være med til at understrege boligens stil. Planter kan være meget æstetiske og er samtidig positive for indeklimaet.

Men man kan ikke bare vælge en plante efter udseende. Stueplanter skal passes, og hver eneste type plante skal have en særlig mængde vand, lys og varme, så de kan trives optimalt. De skal også gødes og ompottes med jævne mellemrum.

Denne bog fortæller om, hvordan man får de mest almindelige stueplanter til at trives.

Den mest almindelige fejl er at overvande planterne, så rødderne bliver ødelagt. De fleste stueplanter har godt af at tørre ud mellem vandingerne.

torsdag den 20. maj 2010

Farveeksplosion i boligen

Tricia Guild - Byliv

Forfatter: Gilles de Chabaneix

Den britiske farveguru Tricia Guild står bag flere indretningsbøger. Hvis man kan lide hendes farvemættede stil, er de gode at få inspiration af. Personligt finder jeg det voldsomt og larmende med så mange primærfarver og stærke kontraster i boligen.

Det er som at bo i et maleri af Frida Kahlo, og Tricia Guild siger da også, at hun er inspireret af farverne i Mexico. Det er meget flotte og spændende farvekombinationer, men de passer ikke til den enkle nordiske stil, og vores kølige og mørke klima kræver lyse farver i boligen.

Det er ligesom tøjfarver - primærfarver, mættet blå, pink og gul samt lime og orange ser fantastisk ud på en neger, men de fleste hvide mennesker kommer til at se farveløse ud klædt i markante kontraster. De mættede farver, der ikke er tonet ud med rigelig hvidt eller sort, skal bruges med omhu i den nordiske bolig, hvor mørket sænker sig allerede kl. 15 om vinteren. Som accent-farver på billeder, puder, plaider, lamper og nipsgenstande eller som maling på en enkelt væg kan farverne samle et rum, givet hjemmet kant og karakter, men det bliver bizart, hvis alle flader og møbler har pangfarver.

onsdag den 19. maj 2010

Isolering af skunken

Skunke i ældre huse skal efterisoleres for at holde kulde og træk ude. I gamle dage bestod skunken af en almindelig bræddevæg med puds på.

I vore dage bliver skunken lavet af gipsplader, der sættes fast på et stål- eller træskelet med isolering imellem. På den måde er skunken isoleret fra starten.

Hvis skunken i et gammelt hus skal efterisoleres, skal det gøres korrekt, så der ikke opstår svampeskader. På Bolius kan man se, hvordan man gør.

tirsdag den 18. maj 2010

Skunk

Fagudtryk om boligindretning. Fra akvarieramme til vitrine - boligindretning er et fag med mange fagudtryk.

Skunk er en betegnelse for rummet under skråtaget mellem et loftsværelse og tagets nederste del. Området kan bruges til opbevaring. Der kan etableres låger foran disse hulrum.

Billedet viser et indbygget klædeskab, der er bygget foran en skunk, man kan tilgå gennem et af skabene. I skunken kan opbevares kufferter eller lignende, som man kun bruger et par gange om året. Fra Slitage.dk.

mandag den 17. maj 2010

Mahogni


Fagudtryk om boligindretning. Fra akvarieramme til vitrine - boligindretning er et fag med mange fagudtryk.

Mahogni er en rødbrun og hård træsort, der bliver mørkere med tiden. Mahogni blev importeret fra De vestindiske Øer i 1700-tallet og blev især brugt til spisestuemøbler. Mahogni er meget brugt i den boligstil, man kalder engelsk 1700-tal.

Udtrykket mahogni bruges i dag om mange forskellige typer af mørktfarvet træ. Oprindeligt drejede det sig kun om træ fra arter af slægten Mahogni. Dette træ har været så efterspurgt, at alle arterne er fredede.

Dette antikke lampebord af mahogni er fra Tingfinderdesign.

søndag den 16. maj 2010

Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt


Ordsprog om boligindretning. "Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt."

Før i tiden var det et tegn på klasse at have et bjørneskind (incl. hoved) liggende i stue eller udstoppede dyrehoveder på væggen m.v.

I dag bliver der med rette set skævt til én, hvis man har et truet (rov)dyr hængende som dekoration i stuen.

Nu er til gengæld moderne at have en ko liggende på stuegulvet - koskind går som varmt brød i dyre butikker såvel som IKEA og Jysk. Billedet viser en argentisk ko til 1700 kr. fra Trendcarpet.

lørdag den 15. maj 2010

Vinter- og sommergardiner


Hvis man gerne vil variere sin boligindretning, er det oplagt at lade gardinerne afhænge af årstiden.

Skift mellem to sæt - et til vinterbrug og et til sommermånederne. Vinterens gardiner vil typisk være tunge og isolerende, mens sommergardiner er lette og lyse (se billedet fra Davida) . At skifte gardinerne er næsten ligesom at få en helt ny stue.

Om vinteren kan de "nye" gardiner suppleres med en uldplaid og vinterpuder i sofaen, ligesom man kan kan lægge et tykkere tæppe på gulvet.

fredag den 14. maj 2010

Opdater de gamle gardiner


Genbrug gamle gardiner med applikationer

Det er dyrt at få syet gardiner, og det tager lang tid at gøre det selv. Så det er ikke smart at smide gamle gardiner ud, før man har fundet en bedre løsning.

Vask de gamle gardiner og applikér et passende stykke stof på med knappenåle eller ri-sting.

Dette er også en god måde at teste om farven og stilarten vil passe til rummet, inden man evt. bestiller nye gardiner eller syr dem selv.

Stof og Stil har tilbud på dette turkise bomuldsstof med piger på shopping til 20 kr. meteren - velegnet til gardiner i børneværelset.

torsdag den 13. maj 2010

Tips til gardinsyning


Hvis man selv skal sy sidegardiner er her en række god råd:
  • Polyester er nemt at have med at gøre, hvis man vil vaske sine gardiner. Til gengæld suger de lidt lettere støv og snavs til sig end hør.
  • Vil man være sikker på, at stoffet falmer mindst muligt, skal man købe gardinstof. Det er produceret til at kunne tåle mange timer i solen uden at forandre sig.
  • Stofmængden til gardiner beregnes således: Gardinbredden er det dobbelte af gardinstangens længde ved almindeligt rynkebånd.
  • Gardinerne bør slutte ved vindueskarmen eller gå helt til gulvet for at se pæne ud.
  • Gardinstangen skal være ca. 8-10 cm længere, end vinduesåbningen er bred.
  • Brug syntetisk tråd til syntetiske stoffer og bomuldstråd til bomuldsstoffer.
  • Sidesømmene bør være mindst 3 cm. Bundsømme 6-7 cm brede.

onsdag den 12. maj 2010

Enkel boligstil

Ren stil

Nye overkommelige ideer til alle rum i hjemmet

Forfatter: Jane Cumberbatch

Efterfølgeren til bogen Enkel stil fortsætter i samme spor med inspiration til en ligefrem, praktisk og naturlig boligindretning, hvor man skiller sig af med overflødige ting og koncentrerer sig om boligelementer med en tidløs klassisk kvalitet. Ren stil er et andet udtryk for lean living eller simple living.

Bogen gennemgår først den enkle, rene boligs farver og overfladestrukturer, lugt og smagsindtryk, tekstiler, møbler samt nips- og brugsgenstande. Herefter behandles sammensætningen af disse boligelementer i de forskellige rum.

Der er gode, konkrete opskrifter på hejsegardiner, løst betræk til stole og sofaer og potpourri m.m.

tirsdag den 11. maj 2010

Boligstil: Formel fransk


Kong Louis-møbler, flødefarvet træ, fine udskæringer, guld, kurver, marmor, brokade

Den formelle franske boligstil tager udgangspunkt i kongerne Louis XIV, XV og XVI. Møblerne af frugttræ kendetegnes ved kurver, detaljerede udskæringer, bemalet med hvide nuancer eller pasteller - og forgyldte.

Elementer i den formelle franske boligstil:

  • Stole, kister og konsoller fra Louis XIV, XV og XVI
  • Fine udskæringer
  • Forgyldning, f.eks. guldrammer
  • Blød farveholdning: Hvid og pasteller
  • Bordplader af marmor
  • Smedejern med mange krummelurer
  • Rude-mønstre
  • Bordlamper af porcelænsfigurer
  • Silke og brokade
  • Blomstermotiver vævet med guldtråd

mandag den 10. maj 2010

Hvordan forenes to personers boligpræferencer?


Når man skal flytte sammen, kan det være svært at få to forskellige sæt møbler, porcelæn, billeder, lamper osv. til at passe sammen. Smag og behag er forskellig, men man finder som regel først ud af hvor forskellig, når man står og skal hænge billeder op, eller skal vælge om det er hans eller hendes sofa, der skal bevares i det nye fælles hjem.

Kirsten Steno, boligstylist med speciale i empatisk boligindretning, anbefaler, at man hver især bladrer en bunke boligmagasiner igennem og laver to collager på A3-karton. Den ene collage er ting, farver, møbler, stilarter, osv., man godt kan lide, og den anden er ting, man ikke kan lide.

De fire collager med hhv. grimme og flotte ting kan give overblik over, hvor man kan finde fælles fodslag og dermed lette beslutninger om indkøb af diverse boligelementer.

søndag den 9. maj 2010

Boligindretning i sydstaterne

Decorating with Southern Living

Forfatter: Louis Joyner

Det amerikanske boligmagasin Southern Living har udgivet en række indretningsbøger, bl.a. denne fra 1990, som er et grundkursus i boligindretning.

Mulighederne for boligindretning tangerer det uendelige. Det gælder derfor om at etablere nogle stilmæssige rammer for hjemmets indretning, så man har et fast udgangspunkt for de mange beslutninger, der skal træffes.

Bogen vejleder læseren i, hvordan man kan finde sin personlige stil i boligen ved at lade sig inspirere af de forskellige genrer indenfor boligindretning: Fransk landstil, engelsk landstil, formelle stilarter, victoriansk, osv.

Boligen gennemgås rum for rum og møbel for møbel med fokus på både funktionalitet og æstetik. Der er også en vejledning i, hvordan man hyrer og forholder sig til en indretningskonsulent, hvis man efter at have læst bogen, alligevel beslutter sig for at outsource denne vanskelige opgave!

lørdag den 8. maj 2010

Voile gardiner

Florlette gardiner af voile

Voile er helt fint, blødt og semitransperant bomuld. Stoffet bruges til kjoler, toppe, tørklæder - eller gardiner.

Stof 2000 sælger lavendelfarvet voile i 135 cm bredder til 60 kr. meteren.

fredag den 7. maj 2010

Forskellige former for gardiner

Der findes mange forskellige former for gardiner, og den valgte løsning, betyder meget for stemningen og stilarten i rummet.

De klassiske to-delte gardiner, der trækkes vandret mod midten, var populær før i tiden, hvor husene ikke var så godt isoleret, og hvor der især var træk ved vinduer og døre.

I dag er foldegardiner (også kaldet hejsegardiner eller liftgardiner - se billedet fra Pagunette) mere eftertragtede på grund af letheden og enkeltheden. De er samtidig billigere, da der bruges meget mindre stof.

Hvis man bruger to-delte gardiner i dag, så er de ofte i en let kvalitet, som f.eks. voile, hvis man da ikke bruger dem i isolerende øjemed.

Rullegardiner og persienner skal ligesom foldegardinet hejses op og er også en enkel løsning.

Endelig bliver panelgardiner mere og mere udbredt. De ligner rullegardiner, men trækkes sidelæns (det kræver fri vægplads på den ene side af vinduet i gardinets bredde).

torsdag den 6. maj 2010

Ryd op


Når man skal flytte til en mindre bolig, bliver man nødt til at skille sig af med nogle af sine ting.

Indretningskonsulent Kirsten Steno (Empatisk boligindretning) anbefaler at rydde op efter en regel, hun kalder 7-3. Hvis man skal rydde op i en mængde nips, tager man 7 tilfældige ting frem og vælger de 3, man gerne vil beholde. Resten giver man væk til andre eller smider ud.

I flyttefasen bør møbler, lamper, tøj, bøger og nips, man ikke umiddelbart tager med, opbevares på et lager i mindst 6 måneder. Så har man prøvet at bo og indrette sit nye hjem, inden man endegyldigt skiller sig af med tingene.

Læs mere på forfatterens blog.

onsdag den 5. maj 2010

Indretning af spisestuen og borddækning

Spisepladser

Ideer og inspiration til enkel og afslappet opdækning

Oversat fra amerikansk efter Dining Spaces af Ellen Strandgaard

Serien Boligen rum for rum er nået til spisestuen eller boligens forskellige spisepladser.

Bogen fokuserer på, hvor man skal placere spisebordet, og hvilke møbler man skal omgive det med.

Der er bl.a. en række konkrete forslag til, hvilken service man kan anvende i boligindretningen, f.eks. en kageopsats for at få plads til skåle, salt og peber mv. på det lille cafébord.

De mange kreative forslag til borddækning inkluderer bl.a. at bruge fotografier af gæsterne som bordkort.

tirsdag den 4. maj 2010

Sofapude med applikation

Hvis sofapuderne trænger til et nyt look, er det en god idé at sy en applikation fast på puden. Det er tit lettere end at farve betrækket.

Der skal ikke bruges ret meget stof til en pudeapplikation, så man kan finde en billig stofrest. Her har vi fundet en lille stribe med elefanter til 30 kr. hos Sy og Rens i Sorø.

Således er en kedelig, beige pude blevet mere interessant - ihvertfald helt og aldeles unik.


mandag den 3. maj 2010

Var det et hotel, vil man bede om et andet værelse

Man skylder sig selv og sin familie at skabe et hjem, der hvor man bor, uanset hvor interimistisk det er.

De fleste boligstylister kigger helt overfladisk på stilart og farver. Men dette behov for styling er ofte et skalkeskjul for mere grundlæggende problemstillinger om boligens indretning, f.eks. at man har alt for mange ting, man aldrig bruger. Denne type boligrådgivning, der vil meget mere end styling, kalder Kirsten Steno for empatisk boligindretning.

Der er mange følelser forbundet med møbler og nipsgenstande, der kan være arvestykker eller udtrykke ens personlighed. Uenigheder om boligindretning, oprydning og rengøring fylder meget i mange parforhold og familier. Alle skal kunne føle sig hjemme, men det er ofte helt forskellige boligelementer, der bidrager til denne opfattelse.

Bogen Hjem med hjerte indeholder en masse gode, konkrete ideer til, hvordan man kan få ryddet op og komme videre – herunder hvordan man kan style et rum relativt hurtigt og billigt.

søndag den 2. maj 2010

Tips til nem rengøring af køkkenet

Køkkenet er det rum i boligen, hvor man skal være mest omhyggelig med rengøringen. Det kan derfor svare sig at indrette det, så det er let at rydde op og gøre rent i køkkenet.

Hvis man skal have lavet nyt køkken, er der flere ting man kan gøre med designet, så det bliver nemt at holde rent:

  • Vælg armatur ud fra, om det er lette at tørre af. Dette blandingsbatteri fra Damixa (Damixa Arc - se billedet) er f.eks. meget besværligt at rengøre. Det er fint, at det er et 1-grebs-batteri, men det bliver hurtigt kalket til, da der samler sig vand ved grebet.
  • Vælg en køkkenvask med runde kanter/hjørner - en stor vask er lettere at gøre rent end en todelt vask, og så er det også nemt at få plads til bradepanden, når den skal vaskes op.
  • Beklæd væggene over komfur og vask med glasplader eller et andet materiale, der er nemt at tørre af.
  • Man ser nemmere smuds og fedtfingre på matte overflader. Hvid højglans er det mest praktiske.
  • Grebsløse låger er meget moderne - men de skal jævnligt tørres af overalt. Vælger man låger med greb, kan man ofte nøjes med at desinficere selve grebene.
  • Brug linoleum på gulvet. Det er nemt at vaske, skridsikkert, og ting går ikke nødvendigvis i tusinde stykker, hvis de bliver tabt på gulvet (det gør de på et klinkegulv!). Vælg en lys farve med en tekstur, hvor man ikke så let ser støv og pletter. Sort og mørkegrå er trendy, men man ser meget tydeligt, hvis der er støvet i hjørnerne.
  • Opbevar køkkengrej, krydderier osv. bag låger - kun de ting, man bruger hver dag, bør opbevares uafskærmet.
  • Brug stykker af voksdug el. lign. som hyldepapir - det kan tages ud og vaskes, når der skal gøres hovedrent.

lørdag den 1. maj 2010

Empatisk boligindretning

Hjem med hjerte (2008)

Forfatter: Kirsten Steno

”Jeg møder via mit arbejde som stylist mange familier, hvor økonomi er noget, man har. Kvinden har en forsørger og alle de børn, hun vil have, for dem er der råd til. Stor familieidyl i garagen – mange biler, mange cykler, mange designergummistøvler, skateboards og ski. De har også et sommerhus ved havet og mange rum at dekorere som i bladene. Vi kan diskutere, om rummets karakter skal være Toscana eller Long Island, og når vi har fastsat stylingen, skal vi have kaffe.”

Således indleder Kirsten Steno sin bog om boligindretning, der borer ind under den perfekte overflade med designergummistøvler(!), uden at blive hverken kynisk eller omklamrende. Det er en meget indsigtsfuld indretningsbog om at få det bedste ud af ubehagelige omstændigheder.

Kirsten Steno har specialiseret sig i at indrette hjem for folk, der er i en omskiftelig fase af deres liv: Folk, der skal finde nyt hjem, måske et midlertidigt værelse, efter en skilsmisse, delebørn, der skal føle sig hjemme i to forskellige værelser, ældre, der skal flytte fra hus til lejlighed eller plejehjem osv.