Viser opslag med etiketten flytning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten flytning. Vis alle opslag

torsdag den 28. oktober 2010

Hang it all - lad det hænge

Med mindre det er meget dyrt design, så bør man lade fastmonterede hylder, knager og lamper hænge i huset, når man flytter. De hænger jo optimalt, så lad dog de nye ejere få glæde af det. I stedet for at de skal forholde sig til en masse huller i væg og loft. 

Man må tage alt med, som ikke er mur- og nagelfast, men det er lidt uklart, hvad man forstår ved dette begreb. Indbygget opbevaring som skabe og reoler må man naturligvis ikke tage med. Men åbne hylder og knager er vel også en slags indbygget opbevaring?

Under alle omstændigheder er det underskudsagtigt at stå møjsommeligt og fjerne IKEA-hylder og knager fra trævarefabrikkerne eller byggemarkedet. Hvis de nye ejere synes det er grimt, kan de selv tage det ned. 

torsdag den 6. maj 2010

Ryd op


Når man skal flytte til en mindre bolig, bliver man nødt til at skille sig af med nogle af sine ting.

Indretningskonsulent Kirsten Steno (Empatisk boligindretning) anbefaler at rydde op efter en regel, hun kalder 7-3. Hvis man skal rydde op i en mængde nips, tager man 7 tilfældige ting frem og vælger de 3, man gerne vil beholde. Resten giver man væk til andre eller smider ud.

I flyttefasen bør møbler, lamper, tøj, bøger og nips, man ikke umiddelbart tager med, opbevares på et lager i mindst 6 måneder. Så har man prøvet at bo og indrette sit nye hjem, inden man endegyldigt skiller sig af med tingene.

Læs mere på forfatterens blog.