Viser opslag med etiketten stof på væggen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stof på væggen. Vis alle opslag

torsdag den 17. juni 2010

Styling: Overflader


Vægge, gulve, lofter, møbler og tekstiler har forskellige overflader, som man med lidt omtanke kan få til at spille optimalt sammen. Både farve og tekstur betyder meget for boligindretningens helhedsindtryk. En væg med højglans maling sammen med en mat væg eller ru væg er en typisk spændende anvendelse af forskellige kontraster.

Indretningsideer til boligens overflader:
  • Træmøbler eller paneler med patina sammen med et stålskab
  • Retrotapet på kedelige bogkasser, f.eks. Kelly Hyatt ark Bird flower, small size tapet til 25 kr. stykket fra Tapetshop
  • Emaljeret bord sammen med en rå, pudset væg
  • Hæng en samling af pænt tøj på en knagerække

søndag den 13. juni 2010

Japanske dukker på væggen

De japanske kokeshi-dukker er, ligesom babushka-dukkerne, meget populære og findes efterhånden også på mange trykte tekstiler.

Dette fine stykke stof med kokeshi-dukker og kirsebærtræer er fra Stof & Stil. Farverne er koralrød, sand og lilla.

Vi har syet to løbegange til rundstokke. Den øverste rundstok er monteret i loftet med fiskesnøre.

Brede stofbaner er en nem og relativ billig måde at dekorere væggen på.

torsdag den 3. juni 2010

Rå vægge


Rå vægge er et typisk element i den enkle miljøvenlige boligstil.

Eller rettere rå pudsede vægge. Klassisk vægpuds er et materiale, der ikke giver sig ud for mere end det er.

Væggene bør dog forsegles med et tyndt lag voks eller lak, så de ikke drysser. Rå vægge kræver også, at arbejdet er gjort ordentligt, så væggene, især hjørner og kanter, er helt glatte og lige. Ofte har man brugt væv og tapet for at camouflere grimme vægge, som på dette billede, hvor tapetet er skrabet af.

torsdag den 27. maj 2010

Indretningsideer med tekstiler


Ideer fra bogen Tekstil med stil:

  • Gamle flotte gardiner med kvaster kan draperes over en sofa
  • Indiske sarier kan bruges som florlette gardiner
  • En broderet stol med et slidt sæde kan draperes med et lækkert sjal i en matchende farve
  • Et mindre tørklæde kan draperes over en lampeskærm (pas på brandfaren)
  • Brug et kelimtæppe som rustik dug
  • Sy et bånd på tværs af et par gardiner
  • Sy pomponer på en sofapude
  • Et antikt stykke stof, der er for lille som gardin eller lignende, kan kantes med hør i en matchende farve
  • En kedelig eller grim væg kan dækkes af ens baner af stof fra loft til gulv - det er hurtigere end at pudse op, male eller tapetsere
  • Et helt rum kan pakkes ind i stofbaner, som draperes langs loftet og ned af væggene – som en hyggelig hule
  • Brug store mængder musselin som sengehimmel og border af broderi anglaise
  • Smid aldrig et slidt pudevår med fint mellemværk (se billedet) ud - genbrug mellemværket på en ny pude eller noget helt andet

onsdag den 26. maj 2010

Sarier og sjaler som gardiner


Man kan bruge sarier, sjaler og tørklæder i boligen. Sådanne tekstiler skal man, ligesom de antikke tekstiler, helst undgå at klippe og sy i. De kan hænges på døre eller vægge som de er.

I boligbogen Tekstil med stil er de engelske og amerikanske indretningsarkitekter ferme til at mikse og matche alle mulige forskellige farver og mønstre.

De blander gerne 5-6 forskellige mønstre i et rum – mønstre som almindelige dødelige aldrig ville turde sætte sammen, men som får rummet til at vibrere.

tirsdag den 25. maj 2010

Fyld hjemmet med tekstiler

Tekstil med stil – antikt og unikt til den bløde bolig

Forfatter: Caroline Clifton-Mogg

Lækker boligindretningsbog, der lærer læseren at sætte pris på tekstiler i boligen. Selv det mindste stykke stof kan have værdi, hvis det er gammelt nok og/eller har en høj kvalitet.

Man kan bruge tekstiler på mange måder i boligen. Gardiner, puder, betræk, sengelinned, plaider, duge og servietter er de mest almindelige måder, men der er mange andre anvendelsesmuligheder for tekstiler.

Forfatteren plæderer for, at man hænger mindre stykker tekstil op på vægge og døre eller draperer større stykker over senge, sofaer, stole, borde og omkring vinduer.

Bogen gennemgår fem forskellige indretningsarkitekter, der er kendte for at bruge tekstiler i deres boligdesign: Christophe Gollut, Mary Drysdale, Anna Bonde, Nathalie Hambro og Sera Hersam Loftus.

Hernæst behandles de forskellige typer af tekstiler, fra hør og blonde over trykte stoffer til broderi.

Endelig beskrives de forskellige anvendelsesmuligheder for tekstiler fra gardiner over sengemiljøer til udsmykning.

fredag den 12. marts 2010

Gør-det-selv sengegavl til boksmadrassen


Hvis du har en boksmadras, men mangler en sengegavl, er her en idé til en billig og dekorativ løsning.

Få skåret en masonitplade i samme bredde som sengen og beklæd den med et stykke stof (brug en hæftepistol). Pladen skrues herefter op på væggen bag sengen. Stoffet kan vaskes eller skiftes ud efter behov.

Malika & Rosa har tilbud på dette nuttede bomuldsstof med prinsessen på ærten til 119,25 kr. pr. meter. Stoffet er designer af Heather Ross fra kollektionen FAR, FAR AWAY. Bredden er 110 cm.

lørdag den 13. februar 2010

Helt i orden


Helt solgt - Liselotte Risells bedste indretningsideer fra TV 2

Forfatter: Birgit Kaarvig

Indretningskonsulent Liselotte Risell har samlet sine bedste ideer fra TV-programmet Helt solgt!, hvor det gjaldt om at indrette kedelige boliger, så der var nogle, der gad købe dem. Sommetider blev resultatet så flot, at sælgerne valgte at blive boende.

Der er gode før og efter-billeder. Et eksempel på en god idé er at hænge et stort stykke stof på væggen. Det er en både nem og billig måde at dekorere en væg på. Det kan løfte en stue, hvis stoffet passer godt til møblerne og farverne i rummet.