Viser opslag med etiketten boligbog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten boligbog. Vis alle opslag

torsdag den 10. juni 2010

Indretningsideer rum for rum


Din bolig – rum for rum

Forord af Tina Jørstian

En flot boligbog i stort format, der viser, hvordan man kan indrette sin bolig overraskende, atmosfærefyldt og tidssvarende. Bogen omfatter både plantegninger og fotografier af de mange indretningsideer. Bogens mange ideer inkluderer:

  • Mal en MDF-plade med tavlelak som en dekorativ og funktionel vægløsning (billedet fra Stylerooms)
  • Dekorer væggen med bogstaver savet ud af krydsfiner
  • Mal entreen eller andre gennemgangsrum i en farve, som du ikke tør bruge i opholdsrum
  • Lad stuegulvet fortsætte ud i køkkenet for at skabe ro og helhed. Brug fliser eller linoleum
  • Anvend altid sengelinned af bomuld, der virker rent og friskt
  • Lav en skillevæg bag sengegærdet og indret garderoberum bag sengen
  • Sæt lange stænger som skuffehåndtag i køkken og bad, så der kan hænge håndklæder og viskestykker
  • Lav et lavt bord med hjul, der kan låses, til børnenes dukkehus eller ridderborg

tirsdag den 1. juni 2010

Mere plads i boligen

Mere plads

Redaktør: Kåre Olofsen

Magasinet Gør det selv har samlet de 100 bedste ideer, der giver ekstra plads i boligen.

Hvis man kan abstrahere fra de mange firserbilleder af damer med skulderpuder og koboltblå møbler, er der mange gode ideer at hente i denne lille boligbog. F.eks. at bygge en bogreol rundt om en dør eller blænde en dør, man ikke bruger og sætte hylder op i stedet.

Denne indretningsbog indeholder mange opskrifter på multifunktionelle møbler, man selv kan lave, så deres mål passer nøjagtigt til ens hjem. Der er også flere eksempler på møbler, som kan gemmes væk, når de ikke er i brug, f.eks. et børnebord med bænke, som man kan slå op ad væggen, når ungerne er færdige med at tegne.

fredag den 28. maj 2010

Personlig stil i hjemmet

Individuel indretning

Forfatter: Ingald Andersson

Den svenske indretningsarkitekt har forfattet en spændende bog med mange konkrete bud på, hvordan man kan indrette hjemmet med personlig stil. Hans anvisninger på gør-det-selv-projekter er tilmed lette at gå til.

Ingald Andersson starter med at pointere, at man skal indrette sin boligen, som man selv har lyst til, og ikke som ens omgangskreds evt. forventer det. Indretningsløsninger, der fungerer hos andre, vil ikke nødvendigvis fungere hos én selv.

Og så skal man give sig god tid med boligindretning. Det tager flere år at "komme på plads" i en ny bolig. Da ens boligbehov ændrer sig over tid, gælder det om at etablere fleksible løsninger, hvis man vil undgå at bruge formuer på møbler.

onsdag den 26. maj 2010

Sarier og sjaler som gardiner


Man kan bruge sarier, sjaler og tørklæder i boligen. Sådanne tekstiler skal man, ligesom de antikke tekstiler, helst undgå at klippe og sy i. De kan hænges på døre eller vægge som de er.

I boligbogen Tekstil med stil er de engelske og amerikanske indretningsarkitekter ferme til at mikse og matche alle mulige forskellige farver og mønstre.

De blander gerne 5-6 forskellige mønstre i et rum – mønstre som almindelige dødelige aldrig ville turde sætte sammen, men som får rummet til at vibrere.

tirsdag den 25. maj 2010

Fyld hjemmet med tekstiler

Tekstil med stil – antikt og unikt til den bløde bolig

Forfatter: Caroline Clifton-Mogg

Lækker boligindretningsbog, der lærer læseren at sætte pris på tekstiler i boligen. Selv det mindste stykke stof kan have værdi, hvis det er gammelt nok og/eller har en høj kvalitet.

Man kan bruge tekstiler på mange måder i boligen. Gardiner, puder, betræk, sengelinned, plaider, duge og servietter er de mest almindelige måder, men der er mange andre anvendelsesmuligheder for tekstiler.

Forfatteren plæderer for, at man hænger mindre stykker tekstil op på vægge og døre eller draperer større stykker over senge, sofaer, stole, borde og omkring vinduer.

Bogen gennemgår fem forskellige indretningsarkitekter, der er kendte for at bruge tekstiler i deres boligdesign: Christophe Gollut, Mary Drysdale, Anna Bonde, Nathalie Hambro og Sera Hersam Loftus.

Hernæst behandles de forskellige typer af tekstiler, fra hør og blonde over trykte stoffer til broderi.

Endelig beskrives de forskellige anvendelsesmuligheder for tekstiler fra gardiner over sengemiljøer til udsmykning.

fredag den 21. maj 2010

Stueplanter


Planter i boligen

Politikens bog om stueplanter

Forfatter: Dorte K. Rhode Nissen

Stueplanter kan, hvis de matcher boligens interiør, være med til at understrege boligens stil. Planter kan være meget æstetiske og er samtidig positive for indeklimaet.

Men man kan ikke bare vælge en plante efter udseende. Stueplanter skal passes, og hver eneste type plante skal have en særlig mængde vand, lys og varme, så de kan trives optimalt. De skal også gødes og ompottes med jævne mellemrum.

Denne bog fortæller om, hvordan man får de mest almindelige stueplanter til at trives.

Den mest almindelige fejl er at overvande planterne, så rødderne bliver ødelagt. De fleste stueplanter har godt af at tørre ud mellem vandingerne.

onsdag den 12. maj 2010

Enkel boligstil

Ren stil

Nye overkommelige ideer til alle rum i hjemmet

Forfatter: Jane Cumberbatch

Efterfølgeren til bogen Enkel stil fortsætter i samme spor med inspiration til en ligefrem, praktisk og naturlig boligindretning, hvor man skiller sig af med overflødige ting og koncentrerer sig om boligelementer med en tidløs klassisk kvalitet. Ren stil er et andet udtryk for lean living eller simple living.

Bogen gennemgår først den enkle, rene boligs farver og overfladestrukturer, lugt og smagsindtryk, tekstiler, møbler samt nips- og brugsgenstande. Herefter behandles sammensætningen af disse boligelementer i de forskellige rum.

Der er gode, konkrete opskrifter på hejsegardiner, løst betræk til stole og sofaer og potpourri m.m.

onsdag den 5. maj 2010

Indretning af spisestuen og borddækning

Spisepladser

Ideer og inspiration til enkel og afslappet opdækning

Oversat fra amerikansk efter Dining Spaces af Ellen Strandgaard

Serien Boligen rum for rum er nået til spisestuen eller boligens forskellige spisepladser.

Bogen fokuserer på, hvor man skal placere spisebordet, og hvilke møbler man skal omgive det med.

Der er bl.a. en række konkrete forslag til, hvilken service man kan anvende i boligindretningen, f.eks. en kageopsats for at få plads til skåle, salt og peber mv. på det lille cafébord.

De mange kreative forslag til borddækning inkluderer bl.a. at bruge fotografier af gæsterne som bordkort.

mandag den 3. maj 2010

Var det et hotel, vil man bede om et andet værelse

Man skylder sig selv og sin familie at skabe et hjem, der hvor man bor, uanset hvor interimistisk det er.

De fleste boligstylister kigger helt overfladisk på stilart og farver. Men dette behov for styling er ofte et skalkeskjul for mere grundlæggende problemstillinger om boligens indretning, f.eks. at man har alt for mange ting, man aldrig bruger. Denne type boligrådgivning, der vil meget mere end styling, kalder Kirsten Steno for empatisk boligindretning.

Der er mange følelser forbundet med møbler og nipsgenstande, der kan være arvestykker eller udtrykke ens personlighed. Uenigheder om boligindretning, oprydning og rengøring fylder meget i mange parforhold og familier. Alle skal kunne føle sig hjemme, men det er ofte helt forskellige boligelementer, der bidrager til denne opfattelse.

Bogen Hjem med hjerte indeholder en masse gode, konkrete ideer til, hvordan man kan få ryddet op og komme videre – herunder hvordan man kan style et rum relativt hurtigt og billigt.

lørdag den 1. maj 2010

Empatisk boligindretning

Hjem med hjerte (2008)

Forfatter: Kirsten Steno

”Jeg møder via mit arbejde som stylist mange familier, hvor økonomi er noget, man har. Kvinden har en forsørger og alle de børn, hun vil have, for dem er der råd til. Stor familieidyl i garagen – mange biler, mange cykler, mange designergummistøvler, skateboards og ski. De har også et sommerhus ved havet og mange rum at dekorere som i bladene. Vi kan diskutere, om rummets karakter skal være Toscana eller Long Island, og når vi har fastsat stylingen, skal vi have kaffe.”

Således indleder Kirsten Steno sin bog om boligindretning, der borer ind under den perfekte overflade med designergummistøvler(!), uden at blive hverken kynisk eller omklamrende. Det er en meget indsigtsfuld indretningsbog om at få det bedste ud af ubehagelige omstændigheder.

Kirsten Steno har specialiseret sig i at indrette hjem for folk, der er i en omskiftelig fase af deres liv: Folk, der skal finde nyt hjem, måske et midlertidigt værelse, efter en skilsmisse, delebørn, der skal føle sig hjemme i to forskellige værelser, ældre, der skal flytte fra hus til lejlighed eller plejehjem osv.

fredag den 16. april 2010

Bo i fransk landstil

Fransk landstil

Forfatter: Caroline Clifton-Mogg

Denne boligbog gennemgår den populære bolig-stilart kaldet fransk landstil. Det er en boligstil kendetegnet ved afdæmpede farver, naturmaterialer, brugsgenstande anvendt som pynt, Toiles de Jouy-tekstiler og meget mere.

Fransk landstil kan være svær at definere, men forfatteren gør en del ud af at fortælle, hvad det ihvertfald ikke er: Indbyggede møbler, syntetiske materialer, pangfarver og væg-til-væg tæpper. Det er en enkel boligstil sammenlignet med den engelske landstil.

Forfatteren gennemgår den franske landstils farver, materialer, møbler, tekstiler og tilbehør. Herefter behandles boligens enkelte rum med køkkenet som det primære (det er jo Frankrig).

Badeværelset betragtes som et rum på linje med de andre. Det er ikke specielt praktisk, men den franske landstil foreskriver at anvende møbler, som er beregnet til andre rum, i badeværelset, f.eks. et antikt skab af træ eller gardiner, der ikke umiddelbart er egnet til vådrum.

Bogens fotografier af boligelementer og rum er meget flotte, og man får lyst til at træde ind og slå sig ned i de lækre interiører.

fredag den 9. april 2010

Fokus på farver i boligindretningen

Find farverne til din bolig

Sådan vælger og sammensætter du farverne til boligens rum

Forfatter: Carolyn Warrender

Bogen er fra 1997, så billederne er langt fra trendy. Men hvis man kan lide den klassiske engelske boligstilart, kan man sagtens finde inspiration her.

Forfatteren arbejder med syv forskellige farvepaletter med de æteriske betegnelser Natur, Luft, Vind, Vand, Ild, Jord og Mineral. Det skal man ikke lade sig forvirre af - det er bare udtryk for, i hvilket område af farvecirklen, man befinder sig.

Alle paletter findes i en kold og en varm version, og bagest i bogen kan man teste sig selv, for at finde ud af, hvilken palet man foretrækker.

Læseren rådes til at vælge en farve til at være gennemgående i boligen, en "rød" tråd. Boligens farver opdeles i grundfarver (væg, gulv, loft), forgrundsfarver (møbler) og understregningsfarver (nipsgenstande, puder mv.).

Man skal huske at tage højde for strukturen på de materialer, man vælger, ligesom belysning er essentielt for, hvordan farverne i boligindretningen opleves.

Carolyn Warrender anbefaler ligesom Giles Kime, at man laver en inspirationstavle (hun kalder det en prøvetavle), hvor man som en del af beslutningsprocessen monterer sine indsamlede farveprøver på tekstiler, maling, tapet osv.

onsdag den 7. april 2010

Bolig for store og små

Familieliv - den perfekte bolig til store og små

Forfatter: Judith Wilson

Den engelske indretningskonsulent Judith Wilson har begået endnu en inspirerende bog om indretning af boliger med børn. Hun opdeler boligen i aktivitetsområder, stilleområder og praktiske områder. Der lægges især vægt på det multifunktionelle køkken, der er hjertet i de fleste børnefamiliers hjem.

Boligbogen indeholder mange gode konkrete råd, f.eks.:
  • Farvestrålende overflader kan skjule mere slid end hvide.
  • Stil et lille bord ved siden af hver stol i dagligstuen for at undgå pletter
  • Stil billedrammer på hylder for let at kunne skifte dem ud løbende
  • Møblér stuen let mens børnene er små, så der er relativ meget gulvplads til leg
  • Brug åbne hylder med beholdere til legetøj - så er det nemmere for de små at rydde op

torsdag den 25. marts 2010

Når pladsen er trang


Bo småt bo godt

Forfatter: Lorrie Mack

Rigt illustreret bolig-bog med inspirerende og konkrete råd om indretning af boligen, så den fungerer optimalt. Der er gode råd om indretning af små rum på alle niveauer, fra den store ombygning til småanskaffelser.

Der er også kapitler om gør-det-selv-projekter. Forfatteren er fan af møbler (især opbevaringsmøbler), der er skræddersyet til rummet, så der ikke bliver spildt dyrebar plads.

Billederne i udgaven fra 1995 bærer præg af tiden og den engelske, lidt overlæssede indretningsstil, og det må man abstrahere fra. Men principperne er almengyldige.

søndag den 21. marts 2010

Fire bolig-stilarter

De fire bolig-stilarter fra indretningsbogen 100% bolig kan karakteriseres ved følgende stikord:

Klassisk chik
Tidløst design, sildebensparket, kridtstriber, gråt i gråt, enkelt, mådehold, sorte billedrammer, mørkt træ.

Moderne komfort
Chaiselong, puder, gulvtæppe, pasteller, fleksibilitet, møbelhjul, mobile skillevægge, humor, holdbarhed, diffust lys, praktisk, multifunktionalitet.

Enkel landstil
Naturlige materialer, få pyntegenstande, udeliv, store potteplanter, kurvemøbler, Thonetstole (se billedet), sommerhusatmosfære, rå bræddegulve.

Romantik
Slyngede linjer, mønstrede tekstiler og tapeter, skinnende metal, rosenrød og kornblomstblå, lampetter, broderier, smedejern, barokmøbler, organza, løvefødder.

lørdag den 20. marts 2010

Opbevaring og udstilling

Stil frem og gem væk

- Ideer og inspiration til kreativ opbevaring

Oversat fra amerikansk efter Storage & Display af Ellen Strandgaard.

Denne bog om boligindretning fokuserer på, hvordan man får styr på stumperne. Nogle ting skal opbevares, så de fylder mindst muligt. Andre ting skal udstilles som dekorative eller let tilgængelige elementer i boligindretningen.

Bogen viser en lang række billeder, der kan inspirere til at træffe beslutning om, hvilke ting man vil opbevare bag låger, i bokse og i skuffer, og hvilke ting man ønsker at give en fremtrædende placering. Forfatteren lægger lige så meget vægt på det æstetiske som på det praktiske.

Der er en række konkrete ideer til boligindretning, f.eks. at hænge sine mindre billeder tæt sammen i form som en ruder. Eller at opbevare sengetøj og tæpper på plader med hjul under sengen.

onsdag den 17. marts 2010

Stilarter i hjemmet

100 % bolig

Dansk redaktion: Dorrit Elmquist

Denne indretningsbog beskriver fire forskellige stilarter: Klassisk chick, Moderne komfort, Enkel landstil og Romantik. Bogen er fyldt med lækre billeder, der inspirerer til personlige og individuelle hjem.

Hver stilart er opdelt i de forskellige rum og funktioner; velkommen, sidde, spise, lave mad, sove, bade og arbejde. Der er også afsnit og om de basale elementer som gulv, vægge og rumfordeling samt opbevaring. Endelig er der adresseoplysninger på de butikker, hvor interiøret kommer fra.


onsdag den 10. marts 2010

Inspirationstavle til boligindretning


I bogen Drømme og Dekorationer anbefaler Giles Kime at lave en inspirationstavle, når man skal indrette et rum i sin bolig.

En inspirationstavle er en masonitplade (opslagstavle), hvorpå man indsamler stofprøver, farveprøver, udklip fra boligblade, egne fotografier, grundplaner osv. Hvis det ser godt ud på tavlen, vil det også se godt ud i virkeligheden, er påstanden.

Jeg har endnu ikke prøvet at lave en tavle, men det er ubetinget en god idé at tage notater, når man kigger i bøger og blade og får en indretningsidé. Det er vigtigt at notere numre på farveprøver og leverandøroplysninger, så man hurtigt kan skaffe varen, når man har besluttet sig.

Mange stofleverandører sælger stofprøver - hos Malika & Rosa kan man købe stofprøver til 10 kr. inkl. porto. De har tilbud på dette skønne røde stof med japanske ugler til knap 79 kr. for en halv meter.

tirsdag den 9. marts 2010

Bliv din egen indretningskonsulent

Drømme og dekorationer

- Inspiration til din bolig

Forfatter: Giles Kime

Dette er én af de bedste bøger om boligindreting, jeg har læst (Homes and Gardens Decorating fra 2006). Den kombinerer lækre, moderigtige billeder med en meget lærerig tekst om principperne bag boligindretning. (Desværre skæmmes denne udgave af dårlig oversættelse og trykfejl.)

Giles Kime beskriver 11 forskellig boligstilarter, som skal hjælpe læseren til at finde sin egen personlige stil: Minimalisme, Moderne, Enkel, Landlig, Afslappet fransk, Klassisk fransk, Klassisk svensk, Klassisk engelsk, Øst møder vest, Eksotisk og endelig Blandet stil.

Man får også hjælp til at beslutte sig for de forskellige rums primære og sekundære funktioner. Det kan være nødvendigt at ryste posen helt; hvorfor ikke f.eks. lave bibliotek i entreen, så man får mere plads i dagligstuen? Eller hvad med at placere spisestuen i udestuen?

Herefter skal man overveje hvert enkelt grundlæggende element i rummet: Elektricitet, Varme. Gulvbelægning, Opbevaring og Møbler. Kapitlerne omhandler hhv. farve, mønstre og tekstur, vægge, gulve, tekstiler samt konkrete løsninger til de forskellige rum. Endelig er der informative afsnit om, hvordan man gør-det-selv, f.eks. tapetserer.

onsdag den 17. februar 2010

Skuffer og skabe


I skuffer og skabe - 250 ideer til opbevaring i boligen

Forfatter: Cynthia Inions

Bogen kan minde om et katalog fra en bedre møbelbutik med sine 250 forskellige løsninger til opbevaring. Har man den store pengepung fremme, og ved man ikke, hvilke opbevaringsmøbler, man skal investere i, kan man måske blive hjulpet til en beslutning her.

Her er alt fra knagerækker, hylder i shaker-stil og roterende bogreoler til franske egetræsskabe og mobile opbevaringelementer i klar plast.