Viser opslag med etiketten farver i boligen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten farver i boligen. Vis alle opslag

tirsdag den 24. maj 2011

Think Pink indeed

Tricia Guild: Think pink – farver til inspiration

Farvernes herskerinde, Tricia Guild, går amok i denne bog, der tager udgangspunkt i pink. Men det handler ikke kun om pink. Bogen omhandler primært, hvordan farver i boligen kan skabe stemninger og fremkalde følelser. Hvorfor virker røde farver intense, mens blå nuancer har en beroligende effekt?

Sammen med orange giver pink en frisk og livlig indretning – Tricia Guild anbefaler hvide vægge som baggrund til pangfarvede møbler og gardiner.

Violet og akvamarin giver en stemning af ro og renhed. En stue i disse farver kan forvandles til en fest med pragtfulde pink blomsterdekorationer; pæoner, roser og ærteblomster.

Der er også fif til borddækning, blandt andet hvordan man kan udnytte farverne i mad og drikke.

Der er som sædvanlig flotte billeder af de overdådige farvemættede interiører (fotografen hedder James Merrell).


onsdag den 3. november 2010

Farver og striber - ideer

Tricia Guilds bog er fyldt med mulige og umulige indretningsideer. Her er et uddrag:

  • Tapetser med velour, helst pink eller klar blå(!)
  • Kant et blomstret gardin med et stribet bånd på langs.
  • Et sæt sidegardiner kan godt være to forskellige mønstre, f.eks. striber i den ene side og blomster i den anden, så længe farverne matcher.
  • I et stort vindue kan man ligeledes hænge flere forskellige lette stoffer i matchende mønstre i 1 m brede baner fra gardinstangen. De skal ikke syes sammen.
  • Lodrette striber giver rummet mere højde, vandrette striber illuderer et bredere rum.
  • Sæt pink sammen med lime som på billedet herunder. 
Billedet viser også, hvordan man kan bruge baner af forskellige former for matchende tekstiler.

tirsdag den 2. november 2010

Et orgie af farver og mønstre

Mønstre

Af Tricia Guild

Denne coffee table book af Tricia Guild er spækket med billeder af farvemættede interiører. Tricia Guilds bøger plejer at tage udgangspunkt i farver, men denne gang er temaet mønstre.

Det handler mest om tekstiler og tapeter. Bogen er en historisk gennemgang af mønstre fra enkle geometriske designs til stærkt farvede trykte bomulds- og chintz-stoffer, overdådigt vævede brokadestoffer og damask, kimonoer og kineserier, toile de jouy, frem til modernismens vævede striber og tern samt nutidens retromønstre.

Aldrig før har der været så mange forskellige variationer og kombinationer at vælge imellem.  ”Hvidt er vidunderligt, men der findes andre, mere spændende muligheder”, konstaterer forfatteren tørt. For Tricia Guild er det tydeligvis en dødssynd at bo med enkle hvide vægge, og man får da også lyst til tapetsere og drapere til den helt store guldmedalje, når man bladrer hendes bog igennem.


lørdag den 2. oktober 2010

Violet i boligen

Violet er et ukonventionelt, men meget moderne valg i boligindretningen.

Mørke nuancer af lilla skal anvendes med varsomhed, men grålilla, lysviolet, støvet lavendel og syren fungerer flot sammen med hvide, lyserøde eller, hvis man ønsker et mere livligt rum, grønne nuancer.

Et mørkt rum og mørke møbler dæmper violet og kan ødelægge de fine nuancer i en syrentonet indretning. Tilsvarende kan blomster og andre feminine mønstre på tekstiler og tapeter gøre violet lidt for sødladen.

fredag den 1. oktober 2010

Indretning med mørkebrune møbler


Mørkebrune møbler af f.eks. teak og mahogni er rigtig flotte sammen med blå nuancer, særligt duegrå eller himmelblå. Her et par lækre håndsyede silkepuder.

De mørkebrune møbler, som er meget populær 50’er-retro i øjeblikket, kan godt blive kedelige i en ren hvid indretning. De støvede blå nuancer fremhæver dem derimod ved at skabe en flot kontrast.

Det er samme princip, de blåøjede anvender, når de gør brun til basisfarve i garderoben.

torsdag den 30. september 2010

Farver med farver på

Indret med farver


Sådan kombinerer du farverne i din bolig


Af Joanna Copestick & Meryl Lloyd


Denne indretningsbog guider læseren igennem basal farveteori. Herefter gennemgås mere end 25 forskellige fantastiske farveskalaer, som man kan anvende i sin bolig.

Inden man maler en væg eller et møbel anbefales det at afsætte farveprøver for at teste den valgte farve i forskelligt lys, både fra naturlige og kunstige lyskilder. Lilla nuancer ændrer sig for eksempel meget i solskin.

Bogens farveskalaer er meget inspirerende. Det er ikke bare hvidt med hvidt på, men ”Hør, papir & snor”. I de farvemættede billeder af lækre interiører kan man også finde inspiration til sammensætning af møbler: En behagelig sandfarvet chaiselong ved et stort sydvendt vindue med enkle hvide foldegardiner. Hertil en fint udskåret polstret stol i empire-stil. Drys med en knitrende avis, et glas mælk og en blød flødefarvet badekåbe.

Et andet billede fra ”Hør, papir & snor” viser det blødt kurvede Höganäs keramikstel med en fed, mat glasering placeret på svævende, tykke hvide LACK-hylder fra Ikea. Det er en knaldhård kombination.

Bogens øvrige farveskalaer har følgende inciterende overskrifter: Chokolade, rav & sølv, Is, sorbet & sand, Himmel, hav & drivtømmer samt Rødvin & roser.

tirsdag den 22. juni 2010

Indretningsideer med trykte stoffer


  • Et stykke stof med kraftigt mønster, f.eks. dette storblomstrede chintz fra Terrys Fabrics kan afdæmpes ved at lægge et stykke transparent blondestof ovenover.
  • Trykte bomuldstoffer ser bedst ud sammen med andre bomuldsstoffer, nye eller gamle, frem for kraftige stoffer som uld eller lignende.
  • Det sikreste er at mikse mønstre i samme farveskala - eller bruge det samme mønster i forskellige farver.
  • Men hvis både farver og mønstre er forskellige, skal teksturen være ensartet.

torsdag den 20. maj 2010

Farveeksplosion i boligen

Tricia Guild - Byliv

Forfatter: Gilles de Chabaneix

Den britiske farveguru Tricia Guild står bag flere indretningsbøger. Hvis man kan lide hendes farvemættede stil, er de gode at få inspiration af. Personligt finder jeg det voldsomt og larmende med så mange primærfarver og stærke kontraster i boligen.

Det er som at bo i et maleri af Frida Kahlo, og Tricia Guild siger da også, at hun er inspireret af farverne i Mexico. Det er meget flotte og spændende farvekombinationer, men de passer ikke til den enkle nordiske stil, og vores kølige og mørke klima kræver lyse farver i boligen.

Det er ligesom tøjfarver - primærfarver, mættet blå, pink og gul samt lime og orange ser fantastisk ud på en neger, men de fleste hvide mennesker kommer til at se farveløse ud klædt i markante kontraster. De mættede farver, der ikke er tonet ud med rigelig hvidt eller sort, skal bruges med omhu i den nordiske bolig, hvor mørket sænker sig allerede kl. 15 om vinteren. Som accent-farver på billeder, puder, plaider, lamper og nipsgenstande eller som maling på en enkelt væg kan farverne samle et rum, givet hjemmet kant og karakter, men det bliver bizart, hvis alle flader og møbler har pangfarver.

tirsdag den 27. april 2010

Boligstil: Eklektisk

Blanding af stilarter, ensartede farver, sorte lampeskærme, få nipsgenstande

Når man blander boligelementer fra mange forskellige perioder og stilarter kaldes det en eklektisk boligstil. De fleste bor eklektisk helt uden at have ambitioner derom: Man har arvet sine møbler eller anskaffet sig dem på grundlag af et funktionelt behov.

Hvis den eklektiske boligstil ikke skal blive for kaotisk, gælder det om at holde sig til få farver. En bestemt farve kan samle møblerne, hvis deres former peger i forskellige stilmæssige retninger.

Dog kan meget markante møbler fra forskellige stilperioder clashe for meget, selvom de matcher farvemæssigt. Derfor anbefales det at nøjes med ét imposant møbel.

Elementer i den eklektiske boligstil:
  • En veldefineret farveholdning
  • Sort hjælper med at fundere farver og stilarter
  • Ensartede rammer på forskellige billeder
  • Enkle lamper, gerne med sorte lampeskærme, f.eks. denne skærm fra Pabon
  • Ensfarvet betræk på meget detaljerige stole
  • Forsigtig brug af nipsgenstande og pynt

fredag den 9. april 2010

Fokus på farver i boligindretningen

Find farverne til din bolig

Sådan vælger og sammensætter du farverne til boligens rum

Forfatter: Carolyn Warrender

Bogen er fra 1997, så billederne er langt fra trendy. Men hvis man kan lide den klassiske engelske boligstilart, kan man sagtens finde inspiration her.

Forfatteren arbejder med syv forskellige farvepaletter med de æteriske betegnelser Natur, Luft, Vind, Vand, Ild, Jord og Mineral. Det skal man ikke lade sig forvirre af - det er bare udtryk for, i hvilket område af farvecirklen, man befinder sig.

Alle paletter findes i en kold og en varm version, og bagest i bogen kan man teste sig selv, for at finde ud af, hvilken palet man foretrækker.

Læseren rådes til at vælge en farve til at være gennemgående i boligen, en "rød" tråd. Boligens farver opdeles i grundfarver (væg, gulv, loft), forgrundsfarver (møbler) og understregningsfarver (nipsgenstande, puder mv.).

Man skal huske at tage højde for strukturen på de materialer, man vælger, ligesom belysning er essentielt for, hvordan farverne i boligindretningen opleves.

Carolyn Warrender anbefaler ligesom Giles Kime, at man laver en inspirationstavle (hun kalder det en prøvetavle), hvor man som en del af beslutningsprocessen monterer sine indsamlede farveprøver på tekstiler, maling, tapet osv.