Køkkenet er det rum i boligen, hvor man skal være mest omhyggelig med rengøringen. Det kan derfor svare sig at indrette det, så det er let at rydde op og gøre rent i køkkenet.
Hvis man skal have lavet nyt køkken, er der flere ting man kan gøre med designet, så det bliver nemt at holde rent:
- Vælg armatur ud fra, om det er lette at tørre af. Dette blandingsbatteri fra Damixa (Damixa Arc - se billedet) er f.eks. meget besværligt at rengøre. Det er fint, at det er et 1-grebs-batteri, men det bliver hurtigt kalket til, da der samler sig vand ved grebet.
- Vælg en køkkenvask med runde kanter/hjørner - en stor vask er lettere at gøre rent end en todelt vask, og så er det også nemt at få plads til bradepanden, når den skal vaskes op.
- Beklæd væggene over komfur og vask med glasplader eller et andet materiale, der er nemt at tørre af.
- Man ser nemmere smuds og fedtfingre på matte overflader. Hvid højglans er det mest praktiske.
- Grebsløse låger er meget moderne - men de skal jævnligt tørres af overalt. Vælger man låger med greb, kan man ofte nøjes med at desinficere selve grebene.
- Brug linoleum på gulvet. Det er nemt at vaske, skridsikkert, og ting går ikke nødvendigvis i tusinde stykker, hvis de bliver tabt på gulvet (det gør de på et klinkegulv!). Vælg en lys farve med en tekstur, hvor man ikke så let ser støv og pletter. Sort og mørkegrå er trendy, men man ser meget tydeligt, hvis der er støvet i hjørnerne.
- Opbevar køkkengrej, krydderier osv. bag låger - kun de ting, man bruger hver dag, bør opbevares uafskærmet.
- Brug stykker af voksdug el. lign. som hyldepapir - det kan tages ud og vaskes, når der skal gøres hovedrent.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar