Viser opslag med etiketten opbevaring. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opbevaring. Vis alle opslag

søndag den 2. juni 2013

Mangel på vægge

Moderne arkitektur er fyldt med panoramavinduer, og det kan gøre det til en udfordring at indrette rummet, så der bliver tilstrækkeligt med opbevaring.

Mange arkitekter er minimalister. De hader nips, billeder og bøger, og synes derfor ikke det er noget problem at der mangler vægge til ophængning og reoler i stribevis.

Det er dog muligt at indrette, selv når vægge er en knap ressource:


  • Stil møblerne frit i rummet - det gør det også nemmere at gøre rent.
  • Brug brede reoler/kasser som rumdelere.
  • Stil en lav reol bag sofaen.
  • Hæng billeder i grupper.
  • Køb et sofabord med hylde under bordpladen.
  • Få specialbygget en reol, der går helt op til loftet. 


Moderne bolig med store vinduer

torsdag den 5. maj 2011

Gul kommode til pigeværelset


Den 3-årige insisterede på, at den plettede flaskegrønne kommode skulle males gul. Vi valgte nuancen Akeleje fra Flügger.

Selvom kommoden er gammel, fungerer den fint. Skufferne åbnes nemt, og man kan få støvsugeren ind under kommoden. Meget praktisk i et børneværelse.

Rundt om det gamle spejl hænger en lyskæde med Barbapapa fra Babysam.

mandag den 7. marts 2011

Skænk med overdel

Man kan også få en skænk med en overdel. Det giver stadig plads til åben opbevaring af større ting på den nederste del.

Men samtidig får man mulighed for at opbevare bøger og bamser mm. bag skabslågerne i den øverste del.  

Her en hvidmalet skænk med vitrine overdel til 1800 kr. i DBA.


Skænk til børneværelset

Konventionelt bruges en skænk i spisestuen til tallerkener, glas, kopper, servietter osv.

Men det er også et udmærket opbevaringsmøbel til børneværelset. En skænk er typisk lidt over en meter høj, og  små børn kan derfor nå alle hylder og skuffer, ligesom de kan udstille deres yndlingslegetøj og kreationer på toppen. En skænk gør det nemmere at holde værelset relativt ryddeligt.

Her en fin egetræsskænk estimeret til 600 kr. hos DBA.

onsdag den 26. januar 2011

Tandlægeskab


Hvis man er meget heldig kan man finde et gammelt tandlægeskab fra 50erne. Det er møbler af høj, høj klasse, som er gennemført retrostil.

Et gammelt emaljeret tandlægeskab som dette egner sig perfekt til badeværelset, køkkenet eller hjemmekontoret, hvor de smalle skuffer kan rumme kontorartikler m.v. Og så har de ovenikøbet hjul under soklen, så de let kan trilles rundt i rummet.

Prisen ligger i omegnen af 5000 kr.

søndag den 23. januar 2011

Kommode til baby

Her en gammel, meget gammel, kommode med tre skuffer fra oldefars hus. Den var oprindeligt almuemalet i koralrød og turkis, men blev i 80erne malet hvid. Skufferne blev malet i tre forskellige pastelfarver; pistaciegrøn, lyserød og lysegul. I 90erne blev skufferne malet koboltblå!

Nu er den malet helt hvid og har fået seks små, nye, babyblå porcelænsknopper. En kommode af denne størrelse er perfekt til babyens værelse. Små børn har ikke brug for at hænge tøj på bøjler, og det hele kan snildt ligge i skuffer.

lørdag den 22. januar 2011

Kommode fra loppemarkedet

Man finder let udmærkede kommoder på loppemarkeder. De kan males eller tapetseres/lakeres, så de passer lige nøjagtigt til det rum, de skal indgå i.

Ofte er gamle kommoder af en bedre kvalitet - og tilmed billigere - end en ny kommode hos IKEA eller lignende.

Her har vi fundet en gammel brun entrékommode, som intet fejler. Den er nu malet hvid og har fået fire nye porcelænsknopper.

lørdag den 15. januar 2011

Opbevaring af julepynt


IKEA har flere forskellige billige store papkasser med låg, som er gode til opbevaring af julepynt.

LINGO her koster 49 kr. for 2 stk.

Mål:
Bredde: 35 cm
Dybde: 55 cm
Højde: 27 cm

fredag den 29. oktober 2010

Mal knagerækken

Knager som disse fra Trævarefabrikernes Udsalg er billige (100 kr. for et bræt med 10 knager).

De er også praktiske. Og hvis man maler dem, kan de blive meget fine.

Man kan f.eks. sætte knagerækker op i hele entreens længde, som et slags panel, malet i samme farve som væggen. Man bør i så fald male væggen ovenover knagerækken i en lysere nuance.

onsdag den 27. oktober 2010

Basiselementer i boligen: Opbevaring


Opbevaring er i vore dage typisk indbygget, men du kan evt. supplere med en god stor kommode eller et fritstående skab. Derudover kommer man meget langt med åbne hylder og knagerækker, f.eks. denne Eames Hang it all knagerække til knap 2000 kr. hos CasanovaFurniture.dk.

Indbyggede møbler, der er skræddersyet til boligen, kan laves billigt, hvis man bruger f.eks. MDF-plader. Med 3-4 tynde lag maling af en god kvalitet ligner det en million.


onsdag den 13. oktober 2010

Alle fade på én række


Køb en stor tallerkenrække og lad alle husets fade og bakker stå samlet her. Hvis de ikke kan være her alle sammen, har du for mange.

Store fade og bakker mistrives i skuffer og skabe – de skal stå fremme. Så er de nemme at gå til og samtidig et dekorativt element i køkken, bryggers eller spisestue.

Tallerkenrækken kan pyntes med andet nips, der skiftes ud med jævne mellemrum. Nisser til jul, kyllinger til påske, perlekranse, dukker, tørrede blomster, bånd, postkort etc.

Tallerkenrække til 1200 kr. fra Sparreholm.

onsdag den 6. oktober 2010

Montering af hylder i væggen

Det kræver indledende planlægning at sætte hylder i væggen. Det gælder om at undgå at bore for mange huller i væggen. Man må således estimere, hvor mange bøger eller lignende, der skal være plads til på den pågældende væg.

Hvis man bare skal have et par hylder til lidt bøger, billeder og nips, er det altid pænest at hænge hylderne lidt under øjenhøjde. De fleste hænger deres billeder og andre blikfang for højt.

Hvis man senere finder ud af, at man har brug for mere hyldeplads, kan det være svært at udvide, hvis ikke man har tænkt over, hvordan man monterede hylderne. Her er det trods alt nemmere at flytte en stigereol.

Det kan være vanskeligt at sætte to hylder op i forlængelse af hinanden, så de flugter helt perfekt. Der bliver som regel et par milimeters spring. Hvis man er typen, der lægger mærke til den slags uorden, kan det være en god idé at montere hylderne med lidt afstand, f.eks. 5 cm. Så ser man ikke de små spring.

IKEAs LACK hylder fås i flere forskellige længder. Så slipper man forhåbentligt for at skulle montere to hylder i forlængelse af hinanden.

Når først væghylderne er på plads, ser det meget, meget pænere ud end en stigereol, og det er meget nemmere at gøre rent. En stigereol bør i øvrigt altid skrues ind i væggen, så den ikke risikere at vælte, hvis børn finder på at klatre i den.

tirsdag den 5. oktober 2010

Lack - we like

IKEAs serie LACK er ligesom flere af PS-møblerne blevet en moderne klassiker.

Lack hylderne, der svæver, er meget populære. Stigereoler er jo helt yt, så hvis man vil have åben opbevaring gælder det om at finde pæne hylder, man kan skrue i væggen. Her er Lack en god løsning. De findes i flere forskellige farver og længder.

Lack reolen fungerer fint som rumdeler, f.eks. i børneværelset. Man kan sømme en stof- eller tapetbeklædt masonitplade fast på den ene side. Så har man en fin baggrund for bøger og nips og, på bagsiden af reolen, en opslagstavle. Den fås foruden blå i rød, hvid og sort.

søndag den 26. september 2010

Opbevaringsbokse til børn og voksne

Vessla opbevaringsbokse med hjul og låg til 60 kr. fra IKEA skal hermed anbefales. De fås i flere farver: blå, lyserød, hvid og gul.

De praktiske opbevaringsbokse er nemme at flytte rundt på for både børn og vokse, da de både kan løftes og trilles. Det gør det nemt for selv meget små børn at rydde legetøj op.

Boksene kan også stables, og låget gør tilmed, at man kan bruge dem til langtidsopbevaring, da indholdet ikke så nemt samler støv.

Selv de farvede udgaver er let gennemsigtige, så man kan ane indholdet, men man kan selvfølgelig også vælge at skrive direkte på kassen.


Længde: 39 cm
Bredde: 39 cm
Højde: 28 cm

fredag den 24. september 2010

En moderne klassiker

Vi holder meget af IKEAs PS skab af metal. Skabet er designet af Nicholai Wiig Hansen og har mange fordele i en børnefamilie.

Først og fremmest kan dørene låses. Man kan bruge det til tv og musikanlæg - og alle de dvd'er og cd'er, man ikke vil have ungerne piller ud fra hylderne 4 gange om dagen. Ledningsudtræk nederst holder ledningerne samlet ét sted.

Skabet er tilmed billigt og nemt at gøre rent. De høje ben gør det nemt at gøre rent på gulvet.

Et fund. Bare ærgerligt, at det ikke fås i flere farver. Man kan kun vælge mellem hvid og rød.

mandag den 26. juli 2010

Hver sin opbevaring


Lad hvert familiemedlem få en kasse eller kurv i entreen til opbevaring af stumper; huer, vanter, halstørklæder, reflekser om vinteren, solbriller, solhatte, mv. om sommeren.

Ting hober sig altid op i entreen – kasser i gulvhøjde gør det nemt for alle, små som store, at rydde op. Sæt navn eller foto på kasserne med klemmer, så man ved, hvis der er hvis.

Reolen her er fra IKEAs LACK-serie påsat hjul. De sorte kurve er fra Bahne og er som skræddersyet til reolen. Silkepuderne er fra Thailand.

torsdag den 15. juli 2010

Opbevaring til hjemmekontoret


Ideer til indretning af hjemmearbejdspladsen:

  • Mal en bordplade med tavlelak, der hvor telefonen står – så kan man skrive beskeder på bordet.
  • Læg plexiglas på bordpladen og læg foto, skitser mv. nedenunder.
  • Betræk en blød plade med stof som skriveunderlag. Sno et par matchende bånd omkring pladen, som kan holde visitkort og lignede fast.
  • Brug en patineret værktøjskasse til kontorinventar eller syredskaber.
  • Sæt flotte magneter fast på metalarkivskabet.
  • Opbevar småting i enkle hvide metaldåser påklæbet billeder af indholdet.
  • Brug en tommestok til at holde på visitkort og andre små sedler.
  • Brug arvestykker i plet – en lille tallerken og kop – til opbevaring af kontorartikler. Her barnekrus med greb af sølv fra Fredberg.
    .

lørdag den 26. juni 2010

Indretningsideer fra designernes boliger

  • Brug klassiske kontorstole med hjul som spisebordsstole (betrækket skal matche spisestuen)
  • Sæt en hylde i brysthøjde til billeder på den ene væg i hele væggens længde
  • Et stort bord skal ikke dekoreres med småting – sæt et oliventræ på bordet
  • Brug en kurv som urtepotteskjuler
  • Dæk en kedelig futon (sofa uden armlæn) med et stort vattæppe i den rigtige farve og matchende puder
  • Hæng en stang til dekorative håndklæder foran håndvasken på badeværelset
  • Sæt et par svævende hylder op ved spisebordet med de genstande man bruger dagligt – tallerkner, glas, bestik i en kurv
  • Brug enkle vægmonterede kvadratiske bogkasser på en række som bogreol
  • Et aflangt rum bør brydes ved at stille sofaer, reoler eller borde vinkelret fra den lange væg
  • Brug semitransparente stofbaner som rumdelere

lørdag den 19. juni 2010

Tokonoma i boligen

Ved ombygning, hvor man overvejer at rive en væg ned, f.eks. mellem køkken og stuen, kan en niche eller alkove være et alternativ.

Man kan sætte hylder i og glas på den ene side og bruge nichen til udstilling. Nichen kan laves som en japansk Tokonoma, det særlige rum i et tempel hvor de hellige skriftruller opbevares.

I japanske hjem bruges Tokonoma som udstillingsrum for billeder, nips og blomsterarrangementer (ikebana).

tirsdag den 1. juni 2010

Mere plads i boligen

Mere plads

Redaktør: Kåre Olofsen

Magasinet Gør det selv har samlet de 100 bedste ideer, der giver ekstra plads i boligen.

Hvis man kan abstrahere fra de mange firserbilleder af damer med skulderpuder og koboltblå møbler, er der mange gode ideer at hente i denne lille boligbog. F.eks. at bygge en bogreol rundt om en dør eller blænde en dør, man ikke bruger og sætte hylder op i stedet.

Denne indretningsbog indeholder mange opskrifter på multifunktionelle møbler, man selv kan lave, så deres mål passer nøjagtigt til ens hjem. Der er også flere eksempler på møbler, som kan gemmes væk, når de ikke er i brug, f.eks. et børnebord med bænke, som man kan slå op ad væggen, når ungerne er færdige med at tegne.