Viser opslag med etiketten empatisk boligindretning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten empatisk boligindretning. Vis alle opslag

mandag den 10. maj 2010

Hvordan forenes to personers boligpræferencer?


Når man skal flytte sammen, kan det være svært at få to forskellige sæt møbler, porcelæn, billeder, lamper osv. til at passe sammen. Smag og behag er forskellig, men man finder som regel først ud af hvor forskellig, når man står og skal hænge billeder op, eller skal vælge om det er hans eller hendes sofa, der skal bevares i det nye fælles hjem.

Kirsten Steno, boligstylist med speciale i empatisk boligindretning, anbefaler, at man hver især bladrer en bunke boligmagasiner igennem og laver to collager på A3-karton. Den ene collage er ting, farver, møbler, stilarter, osv., man godt kan lide, og den anden er ting, man ikke kan lide.

De fire collager med hhv. grimme og flotte ting kan give overblik over, hvor man kan finde fælles fodslag og dermed lette beslutninger om indkøb af diverse boligelementer.

torsdag den 6. maj 2010

Ryd op


Når man skal flytte til en mindre bolig, bliver man nødt til at skille sig af med nogle af sine ting.

Indretningskonsulent Kirsten Steno (Empatisk boligindretning) anbefaler at rydde op efter en regel, hun kalder 7-3. Hvis man skal rydde op i en mængde nips, tager man 7 tilfældige ting frem og vælger de 3, man gerne vil beholde. Resten giver man væk til andre eller smider ud.

I flyttefasen bør møbler, lamper, tøj, bøger og nips, man ikke umiddelbart tager med, opbevares på et lager i mindst 6 måneder. Så har man prøvet at bo og indrette sit nye hjem, inden man endegyldigt skiller sig af med tingene.

Læs mere på forfatterens blog.

mandag den 3. maj 2010

Var det et hotel, vil man bede om et andet værelse

Man skylder sig selv og sin familie at skabe et hjem, der hvor man bor, uanset hvor interimistisk det er.

De fleste boligstylister kigger helt overfladisk på stilart og farver. Men dette behov for styling er ofte et skalkeskjul for mere grundlæggende problemstillinger om boligens indretning, f.eks. at man har alt for mange ting, man aldrig bruger. Denne type boligrådgivning, der vil meget mere end styling, kalder Kirsten Steno for empatisk boligindretning.

Der er mange følelser forbundet med møbler og nipsgenstande, der kan være arvestykker eller udtrykke ens personlighed. Uenigheder om boligindretning, oprydning og rengøring fylder meget i mange parforhold og familier. Alle skal kunne føle sig hjemme, men det er ofte helt forskellige boligelementer, der bidrager til denne opfattelse.

Bogen Hjem med hjerte indeholder en masse gode, konkrete ideer til, hvordan man kan få ryddet op og komme videre – herunder hvordan man kan style et rum relativt hurtigt og billigt.

lørdag den 1. maj 2010

Empatisk boligindretning

Hjem med hjerte (2008)

Forfatter: Kirsten Steno

”Jeg møder via mit arbejde som stylist mange familier, hvor økonomi er noget, man har. Kvinden har en forsørger og alle de børn, hun vil have, for dem er der råd til. Stor familieidyl i garagen – mange biler, mange cykler, mange designergummistøvler, skateboards og ski. De har også et sommerhus ved havet og mange rum at dekorere som i bladene. Vi kan diskutere, om rummets karakter skal være Toscana eller Long Island, og når vi har fastsat stylingen, skal vi have kaffe.”

Således indleder Kirsten Steno sin bog om boligindretning, der borer ind under den perfekte overflade med designergummistøvler(!), uden at blive hverken kynisk eller omklamrende. Det er en meget indsigtsfuld indretningsbog om at få det bedste ud af ubehagelige omstændigheder.

Kirsten Steno har specialiseret sig i at indrette hjem for folk, der er i en omskiftelig fase af deres liv: Folk, der skal finde nyt hjem, måske et midlertidigt værelse, efter en skilsmisse, delebørn, der skal føle sig hjemme i to forskellige værelser, ældre, der skal flytte fra hus til lejlighed eller plejehjem osv.