onsdag den 30. juni 2010

Vild med tekstiler: Anna Bonde

Anna Bonde er en svensk boligdesigner, der også er dedikeret tekstilsamler. Hendes samling koncentrerer sig om franske og svenske antikke stoffer. Falmet lilla cretonne eller et stykke hør kantet med blonde er blandt yndlingsstykkerne i hendes store stofsamling. Anna Bonde designer bl.a. enkle sofaer og divaner i jern, der bruges som rustik baggrund for hendes puder og vattæpper.

Anna Bondes eget hjem i Provence er indrettet i nuancerne lyseblåt og rosa, gerne falmede. Gammel svensk hør med blå eller røde striber er sat sammen med stykker af antik toile de jouy. En faconsyet dug i stribet hør på et lille bord ved siden af en stol med en pude syet af et stykke skandinavisk vævet stof.

Typisk bolchestribet Anna Bonde pude fra Scandi Living.

tirsdag den 29. juni 2010

Vild med tekstiler: Christophe Gollut


Den schweiziske indretningsarkitekt Christophe Gollut, der bor i London, er en af Europas mest fremtrædende tekstileksperter. Hans stil er konservativ og tidløs og han fylder indretningen med tekstiler. Hvis mønstret eller andre detaljer er perfekt, er ingen stump stof for lille til at blive brugt i boligen.

Christophe Golluts eget hjem på Gran Canaria er indrettet i pastelnuancer af pink, svensk-blåt og gråt. Et lyserødt broderet sjal fra Marokko fungerer som borddug ovenpå et stykke blåt filt. En gammel guldstol er betrukket med et moderne stof med rosa tern. Et lyseblåt sjal med lange frynser dækker sædet på en sofa betrukket med lyserød damask. Billedet fra Indecorous Taste.

mandag den 28. juni 2010

Billige stofrester i gardinbutikker


Hvis man hurtigt og billigt vil have opbygget en tekstilsamling kan man købe meget billige stofrester hos gardinbutikker.

Gardinbutikker sælger somme tider lykkeposer med rester fra stofruller, falmede stoffer eller fejlsyninger. De stykker, man ikke bryder sig om, putter man bare i en tøjcontainer.

Gardinstof med blomster og bladranker fra Kølkjær Stof og Hobby.

søndag den 27. juni 2010

At samle på tekstiler


Hvis man går op i boligindretning, opbygger man hurtigt sin egen tekstilsamling. Udbuddet er enormt, men de mest interessante stykker finder man ofte i genbrugsbutikker eller på loppemarkeder. En broderet pude, sengetøj med blondekant , en hørdug eller et sæt gardiner af køkkentern – disse ting kan genanvendes som de er, eller man kan bruge dem i en ny sammenhæng.

Billedet viser et hørlagen med monogram til 250 kr. hos Postludiet.

Begynder man at samle på tekstiler, skal man bare gå efter alt, hvad man kan lide. Hermed vil man over tid automatisk få en samling beslægtede tekstiler. Man drages af en bestemt del af farveskalaen eller har særlige yndlingsmønstre eller stilarter.

lørdag den 26. juni 2010

Indretningsideer fra designernes boliger

  • Brug klassiske kontorstole med hjul som spisebordsstole (betrækket skal matche spisestuen)
  • Sæt en hylde i brysthøjde til billeder på den ene væg i hele væggens længde
  • Et stort bord skal ikke dekoreres med småting – sæt et oliventræ på bordet
  • Brug en kurv som urtepotteskjuler
  • Dæk en kedelig futon (sofa uden armlæn) med et stort vattæppe i den rigtige farve og matchende puder
  • Hæng en stang til dekorative håndklæder foran håndvasken på badeværelset
  • Sæt et par svævende hylder op ved spisebordet med de genstande man bruger dagligt – tallerkner, glas, bestik i en kurv
  • Brug enkle vægmonterede kvadratiske bogkasser på en række som bogreol
  • Et aflangt rum bør brydes ved at stille sofaer, reoler eller borde vinkelret fra den lange væg
  • Brug semitransparente stofbaner som rumdelere

fredag den 25. juni 2010

Minimalistisk adventsstage

Den klassiske sorte Kubusstage, som mange bruger som adventstage, er designet af arkitekt Mogens Lassen i 1960. Materiale er overfladebehandlet stål.

Arkitekt Mogens Lassen (1901 - 1987) var blandt pionererne i den danske funktionalisme. Han var endda forud for sin tid, da han designede Kubusstagen som en reaktion på tidens overmøblerede bolig fyldt til randen med ubrugelige nipsgenstande.

Kubusstagen er logisk i sit design med et klart og enkelt formsprog. Lysestagen blev skabt med matematisk præcision, som en minimalistisk, terningeformet ramme med påsvejsede holdere til lysene. Kubusstagen er opbygget af 12 lige store stykker jern.
(Billede fra indbo.com.)

torsdag den 24. juni 2010

Kom indenfor hos 11 danske boligdesignere


Designernes boliger

Indenfor hos 11 danske designere

Forfatter: Gitte Stærbo

Denne boligbog kigger ind hos et (repræsentativt?) udsnit af nutidens danske designere. Som forfatteren skriver i forordet, har netop denne gruppe ”fingeren på pulsen”. De er first movers med de tendenser, der strømmer ind over os via teknologiske fremskridt, materielle og sociale forhold, kunst og mode. Deres arbejde med og talent for at optimere vores omgivelser og redskaber må nødvendigvis blive afspejlet i deres egne boliger.

Fleksibel og rummelig indretning kendetegner alle bogens boliger. De fleste af designernes boliger har gennemgået markante renoveringer.

Designernes specialer spiller naturligvis også en hovedrolle i de forskellige hjem. F.eks. har Marianne Brandi, interiørdesigner hos Day Home, fyldt sit hjem med tekstiler.

Der er mange fællestræk ved designernes boliger, da de er med på moden. Én detalje, der går igen i (suspekt?) mange af interiørerne er den minimalistiske sorte kubusstage til stearinlys (vist på 15 billeder). Designer Lausts Nørgård har hele 2 stk på sofabordet i sin husbåd.

Der er meget inspiration at hente i bogen, både til større ombygninger og til detaljer i interiøret.

onsdag den 23. juni 2010

Flere indretningsideer med tekstiler i boligen

  • Hæng et tykt stykke stof eller vattæppe på væggen ved sengen (udover at være dekorativt, kan stoffet skærme for en kold væg). Billedet er fra Summerfield.
  • Sy to forskellige løse betræk til en polstret stol eller sofa – så kan indretningen skifte en gang om året eller når betrækket skal vaskes.
  • Sy løse betræk til en hynde på spisestue- eller havestole.
  • Gem de store sæde og ryg-puder fra den udtjente sofa og brug dem i haven med nye løse betræk. Vælg et mønster, hvor man ikke ser græsmærker. Man kan få kunststoffer, der er vandskyende, så de tåler dug og en fugtig græsplæne.
  • Hvis trappen skal børnesikres, kan man hæfte et stykke kraftigt stof fast på stolperne.
  • Forny en lampeskærm med tekstiler, evt. blot draperet over den gamle lampeskærm.
  • Brug stofbaner som rumdeler eller som billeder på væggen.

tirsdag den 22. juni 2010

Indretningsideer med trykte stoffer


  • Et stykke stof med kraftigt mønster, f.eks. dette storblomstrede chintz fra Terrys Fabrics kan afdæmpes ved at lægge et stykke transparent blondestof ovenover.
  • Trykte bomuldstoffer ser bedst ud sammen med andre bomuldsstoffer, nye eller gamle, frem for kraftige stoffer som uld eller lignende.
  • Det sikreste er at mikse mønstre i samme farveskala - eller bruge det samme mønster i forskellige farver.
  • Men hvis både farver og mønstre er forskellige, skal teksturen være ensartet.

mandag den 21. juni 2010

Chintz


Bolig-fremmedord. Fra akvarieramme til vitrine - boligindretning er et fag med mange fagudtryk.

Når man læser engelske indretningsbøger, støder man ofte på betegnelsen chintz, der stammer fra hindi chint. Begreget refererer til en slags bomuld, farvet eller trykt bomuldslærred, som er voks- eller plastbehandlet og derefter kalandreret (kørt igennem belastede valser).

Ordet chintz benyttes også om kjole- og gardinstoffer i bomuld eller en bomuldsblanding, som markedsføres under mærket Everglaze.

Traditionelt er chintz storblomstret, især i den engelske indretningsstil. Dette skønne blå chintz med rosa blomster kan købes i webbutikken med det meget britiske navn Cupcake Crafts.

søndag den 20. juni 2010

Indretning af haven


Under åben himmel

- Kreative ideer til udendørsliv

Forfatter: Enrica Stabile

Denne indretningsbog har mange gode ideer til, hvordan man indretter haven til spisning, bad, afslapning og arbejde. Alt lader til at være hjemmelavet eller købt brugt, f.eks. smedejernssenge brugt som liggestole. Der er ingen upersonlige standardløsninger fra IKEA eller byggemarkedets havecenter.Bogen følger trenden med at indedørs- og udendørs-indretning smelter sammen, så man bruger de samme møbler og puder både ude og inde.

Et helt kapitel er viet til, hvordan man kan anvende tekstiler i haven. Der er bl.a. en opskrift på et strandtelt af letvægtsbomuldsstof som musselin, voile eller ostelærred. Og en bænk med puder syet i blå og hvid bomuldscretonne kantet med madraslærred.

Udover blå og hvid anbefales lyserød, der er en blid farve udendørs. De dæmpede nuancer på gamle blomstrede bomuldsstoffer falder naturligt ind i havens omgivelser. Ternede stoffer til duge, servietter og havehynder er også et hit. Organza kan bruges som gennemsigtige gardiner til afgrænsning af terrassen.


lørdag den 19. juni 2010

Tokonoma i boligen

Ved ombygning, hvor man overvejer at rive en væg ned, f.eks. mellem køkken og stuen, kan en niche eller alkove være et alternativ.

Man kan sætte hylder i og glas på den ene side og bruge nichen til udstilling. Nichen kan laves som en japansk Tokonoma, det særlige rum i et tempel hvor de hellige skriftruller opbevares.

I japanske hjem bruges Tokonoma som udstillingsrum for billeder, nips og blomsterarrangementer (ikebana).

fredag den 18. juni 2010

Styling med gammelt og nyt


Et klunkehjem overlæsset med gamle møbler og nipsgenstande efterlader et tungt, støvet indtryk. Tilsvarende vil et hjem, hvor alle møbler er nyindkøbt i IKEA eller lignende, virke kedeligt og upersonligt. Det gælder om at finde en god balance mellem nye og gamle elementer i boligindretningen.

Hjemmet ændrer sig over tid, fordi vores behov ændrer sig. Det er vigtigt at boligindretningen følger med tiden og de nye behov. Derfor skal man jævnligt rydde op af skille sig af med ting, man ikke længere har brug for.

Indretningsideer med nyt og gammelt:
  • Skab hygge i det stilrene køkken med et gammelt spisebord eller en lysekrone
  • Læg strandskaller omkring den strømlignede stålvask
  • Brug et gammelt bord som skrivebord i stuen
  • Giv en gammel polstret stol et frisk nyt betræk
  • Kombiner gamle broderede puder med nye trykte eller vævede tekstiler (så længe farverne matcher) f.eks. broderet pude monteret på velour til kr. 135,00 fra godt-brugt.dk
  • Sæt et antikt spejl på en moderne skænk
  • Sæt en gammel stol sammen med en moderne sofagruppe
  • Sæt et råt, gammelt havebord sammen med moderne havestole i lakeret jern eller plast i en pangfarve.

torsdag den 17. juni 2010

Styling: Overflader


Vægge, gulve, lofter, møbler og tekstiler har forskellige overflader, som man med lidt omtanke kan få til at spille optimalt sammen. Både farve og tekstur betyder meget for boligindretningens helhedsindtryk. En væg med højglans maling sammen med en mat væg eller ru væg er en typisk spændende anvendelse af forskellige kontraster.

Indretningsideer til boligens overflader:
  • Træmøbler eller paneler med patina sammen med et stålskab
  • Retrotapet på kedelige bogkasser, f.eks. Kelly Hyatt ark Bird flower, small size tapet til 25 kr. stykket fra Tapetshop
  • Emaljeret bord sammen med en rå, pudset væg
  • Hæng en samling af pænt tøj på en knagerække

onsdag den 16. juni 2010

Styling med kontraster


Kontraster i boligen giver liv og personlighed. Et rum, hvor alt er i samme farve eller stilart, bliver kedeligt som et venteværelse eller hotelværelse.

Typiske kontraster er feminin-maskulin, fin-grov, gammeldags-moderne. Man kan også skabe kontraster med farver, f.eks. sort-hvid eller rød-grøn. Når det gælder tekstiler er det en god idé at vælge om kontrast-effekten skal udgøres af farver eller mønstre. Hvis der ikke er noget, der binder det hele sammen, bliver det for broget. Af samme grund er hvide vægge som regel det bedste udgangspunkt for en kontrastfyldt, livlig indretning.

Indretningsideer med kontrast:

  • Fine blondestoffer sat sammen med tunge, rustikke møbler
  • En gammel stol med udskæringer giver kant til et minimalistisk indrettet rum
  • Strandsten i vindueskarmen spiller op til blondegardinet
  • En grov hørdug er god til krystallysekronen - billedet fra Tingfinder
  • Rustikt egetræsbord sammen med køkkenlåger i hvid eller sort højglans
  • Moderne betræk på en gammel lænestol
  • Silkesjal med frynser over en skænk
  • Dyreprint sammen med blomstret brokade (hvis farverne matcher!)

tirsdag den 15. juni 2010

Styling: Grupper

Første lektion i boligindretning og styling handler om at arrangere ting i grupper. Alle mulige små og store ting kan grupperes, hvis de har en fællesnævner.

Nipsgenstande, vaser, billeder, spejle og andre pyntegenstande i boligen bør grupperes i et ulige antal, 3, 5, 7, etc. Desuden bør de grupperede ting have forskellig højde.

Start med at samle alle dine pynteting og skil dig af med dem, du ikke holder af. Lad være med at sprede tingene; 3 ens vaser ser flottere ud på en række, frem for i hver sin vindueskarm. Gå på jagt på loppemarkeder og i genbrugsbutikker efter nye pyntegenstande, du kan mixe og matche med de andre.

Man må prøve sig frem – øvelse gør mester.

Indretningsideer med grupper:
  • Saml nipsgenstande og lysestager i grupper på bakker – det nemmeste er at matche tingene efter deres farver.
  • Sæt vaser med blomster og lysestager foran spejle
  • Sørg for at have rigeligt fyrfadslysestager i forskellige farver, så de kan matches med blomsternes farver
  • Hæng platter med forskellige motiver, men samme farver, i en tilfældig gruppe på væggen (ikke i snorlige rækker) - platter kan bestilles hos Dansk Platte Handel
  • Ryd op i dine accessories og hæng dem i beslægtede grupper på knagerækker; bælter, tørklæder, tasker…
  • Pluk tre blomsterhoveder og læg dem i et dekorativt fad med vand

mandag den 14. juni 2010

Lynkursus i boligstyling


Styling

Forfatter: Alexandra Villefrance & Margaret M. de Lange

Denne lækre lille indretningsbog giver et grundkursus i at style sin bolig. Billeder er fuld af god stil og viser, hvordan man kan anvende sine ting i en personlig boligindretning. Alle har ting, som i den rette kontekst, kan komme til at tage sig godt - eller bedre - ud.

Den første og vigtigste del i enhver ny boligindretning er oprydning. Man skal skaffe sig af med det ting, og møbler, man ikke bruger længere eller er glad for. Det kan være svært at skille sig af med et møbel, man har arvet, men ofte er det en lettelse at få ryddet op. Det skaber en masse lys og luft og muligheder for en mere praktisk og hygiejnisk boligindretning.

Kurset har seks lektioner, seks kapitler, der alle er rigt illustrerede med før og efter-billeder: konstraster, overflader, gammelt og nyt, grupper, detaljer, farver.

søndag den 13. juni 2010

Japanske dukker på væggen

De japanske kokeshi-dukker er, ligesom babushka-dukkerne, meget populære og findes efterhånden også på mange trykte tekstiler.

Dette fine stykke stof med kokeshi-dukker og kirsebærtræer er fra Stof & Stil. Farverne er koralrød, sand og lilla.

Vi har syet to løbegange til rundstokke. Den øverste rundstok er monteret i loftet med fiskesnøre.

Brede stofbaner er en nem og relativ billig måde at dekorere væggen på.

lørdag den 12. juni 2010

Kinesiske dukker på reposen


Vi har monteret et kraftigt stykke trykt bomuld på kældertrappen. Trappen var designet med lange stolper med mellemrum, der var for brede til små børn (de kan få hovedet i klemme eller falde ned).

For at børnesikre trappen sømmede vi, foruden en låge, krydsfinerplader fast på stolperne. Det så kedeligt ud, men i stedet for at male, er der sat tre stykker stof op med hæftepistol.

Det turkisgrønne stof med små nuttede kinesiske dukker er købt i Stof2000.

fredag den 11. juni 2010

Galvaniseret metal


Bolig-fremmedord. Fra akvarieramme til vitrine - boligindretning er et fag med mange fagudtryk.

Galvaniseret metal er dækket af et tyndt lag af et andet metal, typisk zink, så det ikke ruster. Galvaniserede beholdere er således velegnet i vådrum eller udendørs.

Vores højbede i haven er ikke galvaniserede - det er meningen de skal have en rustik rusten overflade. Rust er metallets naturlige overfladebehandling, og det er helt fint, sålænge det er udendørs.

torsdag den 10. juni 2010

Indretningsideer rum for rum


Din bolig – rum for rum

Forord af Tina Jørstian

En flot boligbog i stort format, der viser, hvordan man kan indrette sin bolig overraskende, atmosfærefyldt og tidssvarende. Bogen omfatter både plantegninger og fotografier af de mange indretningsideer. Bogens mange ideer inkluderer:

  • Mal en MDF-plade med tavlelak som en dekorativ og funktionel vægløsning (billedet fra Stylerooms)
  • Dekorer væggen med bogstaver savet ud af krydsfiner
  • Mal entreen eller andre gennemgangsrum i en farve, som du ikke tør bruge i opholdsrum
  • Lad stuegulvet fortsætte ud i køkkenet for at skabe ro og helhed. Brug fliser eller linoleum
  • Anvend altid sengelinned af bomuld, der virker rent og friskt
  • Lav en skillevæg bag sengegærdet og indret garderoberum bag sengen
  • Sæt lange stænger som skuffehåndtag i køkken og bad, så der kan hænge håndklæder og viskestykker
  • Lav et lavt bord med hjul, der kan låses, til børnenes dukkehus eller ridderborg

onsdag den 9. juni 2010

Glasbyggesten


Glassten eller glasbyggesten er en smart løsning til at lukke mere lys ind i boligen.

Hvis man skal dele et rum op, hvor der ikke er vinduer i begge ender, kan man bygge delevæggen op helt eller delvist i glassten. Glassten er også en god løsning i et rum med ingen eller et lille vindue - her kan man lade en af rummets vægge bestå af glassten. Hermed kan man nyde godt af lyset fra de tilstødende gemakker.

Glasbyggesten lukker lyset ind, men forhindrer indkig, og er derfor også en god idé i toiletrum og badeværelser, f.eks. som vægge til brusekabinen.

Det er relativt let selv at opsætte glasbyggesten.

tirsdag den 8. juni 2010

Elementer i moderne boligindretning



Stikord for den moderne boligstil:

Zink, glassten, rustfri stål, rå murstensvæg, poleret beton, skarpe sekundærfarver, massivt træ, buede vægge eller døre, rullegardiner, geometriske mønstre, striber og tern, løse betræk, Le Corbusier, Alvar Aalto, Charles Eames, Arne Jacobsen, mobil opbevaring.

Tagrender af zink er meget moderne og et mere dekorativt valg end de grå plastic tagrender.

mandag den 7. juni 2010

Moderne boligstil


Tidens bolig - en praktisk guide til moderne boligindretning

Forfattere: Elizabeth Wilhide og Joanna Copestick

Den ny modernisme rummer klassiske møbler i praktiske rum. I et moderne hjem er pladsen omkring møblerne lige så vigtige som møblerne selv. Og indretningen skal være fleksibel, med møbler der har flere funktioner.

Moderne hjem skal være (relativt) nemt at rydde op og gøre rent, men det er langt fra den rendyrkede minimalisme. Der må gerne være meget at se på og røre ved. Kraftige farver og spændende strukturer.

Materialerne skal være gedigne, hvilket stammer tilbage fra Arts and Craft-bevægelsen i slutningen af 1800-tallet, som understregede, at materialerne ikke måtte give sig ud for mere end de var. Stuk, lag på lag af stoffer og frynser, der skjuler møbelben og andre kunstige falbelader er ikke moderne. Moderne boligindretning sætter altid komfort før status.

søndag den 6. juni 2010

Forbandt


Bolig-fremmedord. Fra akvarieramme til vitrine - boligindretning er et fag med mange fagudtryk.

Forbandt er en murkonstruktion, hvor mursten eller andre sten med regelmæssige former henlægges i forskellige bindemidler, mørtel, og ordnes i lag efter de for de forskellige forbandt (fra Tysk: verband ~ forbindelse) gældende regler.

lørdag den 5. juni 2010

Indenfor murene


Bolig-ordsprog. Der findes en lang række ordsprog og talemåder, der kan relateres til bolig og boligindretning. I dag er vi nået til…

at være indenfor murene. Indenfor Murene er et skuespil af Henri Nathansen. I skuespillet, der havde premiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i 1912, følger man den unge jødiske Esther Levin, der til trods for sin faders misbilligelse forelsker sig i den kristne Jørgen Herming. Stykket er især kendt for sin skildring af den traditionelle københavnerjødiske familie.

...

Mors hus er bygget af gule mursten, et typisk materialevalg i 1970. Mange får i dag pudset de rå murstensvægge indendørs op i en grå nuance (efterfølgende males de hvide). Vi venter lidt. Måske bliver de rå gule mursten trendy igen. Så længe man lader træværket være gråt eller hvidt...

fredag den 4. juni 2010

Pudset mur


Rå mustensvægge indendørs kan se flot og rustikt ud, men de samler støv i de dybe furer og kan drysse. Derfor kan det være smart at pudse dem op.

Det foregår ved, at mureren trækker en særlig mørtel på murstenene og glatter efter med forskellig brædder. Man kan pudse næsten helt glat eller lade strukturen være synlig.

Hvis murens farve ikke er eftertragtet, kan den vandskures. Mureren lægger mørtel på stenene og skurer den med en våd mursten. Et pudslag, hvor murens struktur ses tydeligt gennem pudsen, får man ved at tørre den våde puds af med en sæk af hessian eller lignende.

Det giver en naturlig mur i naturmaterialer, uden fuger, hvor lyset alligevel kan spille i murstenenes mønster. Pudsen kan være naturfarvet (grå), men man kan også vælge at tone den med forskellige farver.

Nyt vitrineskab fra IKEA

IKEAs udmærkede Hemnes-serie i massivt træ er udvidet med et højt vitrineskab.

Før fandtes der kun et gult linnedskab i serien med glasdøre og to skuffer øverst. Dette fås nu heldigvis også i rødt – det har altid undret mig, hvem der dog var interesseret i at eje et gult skab.

Nu kan man så også få et højt hvidt vitrineskab til bøger, glas og porcelæn, tekstiler med mere.

Skabet koster 2000 kr.

torsdag den 3. juni 2010

Rå vægge


Rå vægge er et typisk element i den enkle miljøvenlige boligstil.

Eller rettere rå pudsede vægge. Klassisk vægpuds er et materiale, der ikke giver sig ud for mere end det er.

Væggene bør dog forsegles med et tyndt lag voks eller lak, så de ikke drysser. Rå vægge kræver også, at arbejdet er gjort ordentligt, så væggene, især hjørner og kanter, er helt glatte og lige. Ofte har man brugt væv og tapet for at camouflere grimme vægge, som på dette billede, hvor tapetet er skrabet af.

onsdag den 2. juni 2010

Miljøvenlig og enkel boligindretning


Bo naturligt – Enkel og elegant indretning med naturmateriale

Forfattere: Elizabeth Wilhide og Joanna Copestick

Naturlig boligindretning har udviklet sit fra et modefænomen til en livsstil, mener forfatterne af denne lidt frelste bog om at anvende naturmaterialer i sin bolig. Interiøret skal helst være miljøvenligt, men det vigtigste er, at det ser miljøvenligt ud.

De anbefaler bl.a. at bruge gammeldags maling og malerteknikker frem for nymodens plastmaling. Dog advarer de mod at bruge arsenik, bly eller kviksølv, der var almindelige komponenter i tidligere tiders farver og lakker. Ved nærmere læsning fremgår det, at forfatterne ved ordet ”naturlig” forstår ”ufarligt for helbred og miljø” – og det er jo meget rart at få på plads. Rent æstetisk og stilmæssigt er den ”naturlige” stil en enkel stil, hvor man forsøger at undgå overflødige ting.

Kan man abstrahere fra den politisk korrekte anvendelse af begrebet ”naturlig”, er der mange gode indretningsideer at komme efter i bogen, f.eks.

  • lade nogle murstensvægge stå rå og ubehandlede
  • bruge musselin med påsyede strandskaller som gardin
  • eller draperet som sengehimmel
  • udskifte en dørfyldning med sandslebet glas
  • bruge hørlærred som sengelinned

Der er også opskrifter på blandt andet håndlavet papir samt gardiner og stolebetræk af hørlærred.

tirsdag den 1. juni 2010

Mere plads i boligen

Mere plads

Redaktør: Kåre Olofsen

Magasinet Gør det selv har samlet de 100 bedste ideer, der giver ekstra plads i boligen.

Hvis man kan abstrahere fra de mange firserbilleder af damer med skulderpuder og koboltblå møbler, er der mange gode ideer at hente i denne lille boligbog. F.eks. at bygge en bogreol rundt om en dør eller blænde en dør, man ikke bruger og sætte hylder op i stedet.

Denne indretningsbog indeholder mange opskrifter på multifunktionelle møbler, man selv kan lave, så deres mål passer nøjagtigt til ens hjem. Der er også flere eksempler på møbler, som kan gemmes væk, når de ikke er i brug, f.eks. et børnebord med bænke, som man kan slå op ad væggen, når ungerne er færdige med at tegne.