Viser opslag med etiketten hylder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hylder. Vis alle opslag

torsdag den 28. oktober 2010

Hang it all - lad det hænge

Med mindre det er meget dyrt design, så bør man lade fastmonterede hylder, knager og lamper hænge i huset, når man flytter. De hænger jo optimalt, så lad dog de nye ejere få glæde af det. I stedet for at de skal forholde sig til en masse huller i væg og loft. 

Man må tage alt med, som ikke er mur- og nagelfast, men det er lidt uklart, hvad man forstår ved dette begreb. Indbygget opbevaring som skabe og reoler må man naturligvis ikke tage med. Men åbne hylder og knager er vel også en slags indbygget opbevaring?

Under alle omstændigheder er det underskudsagtigt at stå møjsommeligt og fjerne IKEA-hylder og knager fra trævarefabrikkerne eller byggemarkedet. Hvis de nye ejere synes det er grimt, kan de selv tage det ned. 

onsdag den 6. oktober 2010

Montering af hylder i væggen

Det kræver indledende planlægning at sætte hylder i væggen. Det gælder om at undgå at bore for mange huller i væggen. Man må således estimere, hvor mange bøger eller lignende, der skal være plads til på den pågældende væg.

Hvis man bare skal have et par hylder til lidt bøger, billeder og nips, er det altid pænest at hænge hylderne lidt under øjenhøjde. De fleste hænger deres billeder og andre blikfang for højt.

Hvis man senere finder ud af, at man har brug for mere hyldeplads, kan det være svært at udvide, hvis ikke man har tænkt over, hvordan man monterede hylderne. Her er det trods alt nemmere at flytte en stigereol.

Det kan være vanskeligt at sætte to hylder op i forlængelse af hinanden, så de flugter helt perfekt. Der bliver som regel et par milimeters spring. Hvis man er typen, der lægger mærke til den slags uorden, kan det være en god idé at montere hylderne med lidt afstand, f.eks. 5 cm. Så ser man ikke de små spring.

IKEAs LACK hylder fås i flere forskellige længder. Så slipper man forhåbentligt for at skulle montere to hylder i forlængelse af hinanden.

Når først væghylderne er på plads, ser det meget, meget pænere ud end en stigereol, og det er meget nemmere at gøre rent. En stigereol bør i øvrigt altid skrues ind i væggen, så den ikke risikere at vælte, hvis børn finder på at klatre i den.

lørdag den 26. juni 2010

Indretningsideer fra designernes boliger

  • Brug klassiske kontorstole med hjul som spisebordsstole (betrækket skal matche spisestuen)
  • Sæt en hylde i brysthøjde til billeder på den ene væg i hele væggens længde
  • Et stort bord skal ikke dekoreres med småting – sæt et oliventræ på bordet
  • Brug en kurv som urtepotteskjuler
  • Dæk en kedelig futon (sofa uden armlæn) med et stort vattæppe i den rigtige farve og matchende puder
  • Hæng en stang til dekorative håndklæder foran håndvasken på badeværelset
  • Sæt et par svævende hylder op ved spisebordet med de genstande man bruger dagligt – tallerkner, glas, bestik i en kurv
  • Brug enkle vægmonterede kvadratiske bogkasser på en række som bogreol
  • Et aflangt rum bør brydes ved at stille sofaer, reoler eller borde vinkelret fra den lange væg
  • Brug semitransparente stofbaner som rumdelere