Viser opslag med etiketten minimalisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten minimalisme. Vis alle opslag

onsdag den 9. marts 2011

Skagen Ure

Skagen Ure (også kendt som Skagen Designs og Skagen Denmark) laver herreure, dameure og vægure, der føjer sig til en storslået tradition for dansk design. Skagen Ure tilbyder design i den kreative danske ånd med rene linjer og nedtonet elegance. Den minimalistiske æstetik kombineres umærkeligt med den praktiske funktion.

Fra hjertet af Skandinavien
Skagen Ure tager naturligvis udgangspunkt i fiskerbyen Skagen, i hjertet af Skandinavien, hvor Jyllands nordlige spids bøjer sig mod øst, og hvor Grenen bryder bølgerne fra Kattegat og Skagerak. I mange generationer har byen med de kilometerlange sandstrande været besøgt af kunstnere, der blev tiltrukket af det helt specielle lys.

Skagen Ure har siden 1987 haft sin fysiske base i USA, hvor ejerne Henrik og Charlotte Jorst valgte at blive selvstændige. Firmaet har danske Steen Albrechtslund som administrerende direktør, og ingen i ledelsen er synderligt præget af den danske jantelov. I disse år er Skagen Ure simpelthen ved at opnå en dominerende markedsandel i Japan.

Skagen Ure i Japan
På rekordtid er Skagen Ure blevet et hit blandt japanerne, der holder lige så meget af dansk design, som vi i Danmark holder af japansk æstetik. En massiv årlig vækst gør, at Skagen Ure satser på snart at blive det bedstsælgende urmærke i Japan, der ellers er kendt for succeserne Seiko, Citizen og Casio.

Produkterne fra Skagen Ure kan i dag fås omkring 450 steder i Japan, særligt i Ginza, hvor stormagasinerne med stor glæde promoverer de dansk design. Den enkle og kølige nordiske stil hos Skagen Ure skiller sig ud for mængden af tungt pyntede internationale urmærker.

fredag den 25. juni 2010

Minimalistisk adventsstage

Den klassiske sorte Kubusstage, som mange bruger som adventstage, er designet af arkitekt Mogens Lassen i 1960. Materiale er overfladebehandlet stål.

Arkitekt Mogens Lassen (1901 - 1987) var blandt pionererne i den danske funktionalisme. Han var endda forud for sin tid, da han designede Kubusstagen som en reaktion på tidens overmøblerede bolig fyldt til randen med ubrugelige nipsgenstande.

Kubusstagen er logisk i sit design med et klart og enkelt formsprog. Lysestagen blev skabt med matematisk præcision, som en minimalistisk, terningeformet ramme med påsvejsede holdere til lysene. Kubusstagen er opbygget af 12 lige store stykker jern.
(Billede fra indbo.com.)

mandag den 7. juni 2010

Moderne boligstil


Tidens bolig - en praktisk guide til moderne boligindretning

Forfattere: Elizabeth Wilhide og Joanna Copestick

Den ny modernisme rummer klassiske møbler i praktiske rum. I et moderne hjem er pladsen omkring møblerne lige så vigtige som møblerne selv. Og indretningen skal være fleksibel, med møbler der har flere funktioner.

Moderne hjem skal være (relativt) nemt at rydde op og gøre rent, men det er langt fra den rendyrkede minimalisme. Der må gerne være meget at se på og røre ved. Kraftige farver og spændende strukturer.

Materialerne skal være gedigne, hvilket stammer tilbage fra Arts and Craft-bevægelsen i slutningen af 1800-tallet, som understregede, at materialerne ikke måtte give sig ud for mere end de var. Stuk, lag på lag af stoffer og frynser, der skjuler møbelben og andre kunstige falbelader er ikke moderne. Moderne boligindretning sætter altid komfort før status.

lørdag den 27. marts 2010

Boligindretning med nem rengøring

Hvad man skal gøre, hvis ens hjem skal være nemt at gøre rent?

Der er en række ting, man kan gøre, for at lette rengøringen i boligen. Generelt gælder det om at vælge en enkel eller minimalistisk boligstilart uden for mange møbler og nips.

Hermed nogle tips til, hvordan man kan indrette sig, så rengøringen bliver hurtigere overstået:
  • Jo færre ting, jo mindre at gøre rent – overvej om der er møbler og andre boligelementer, som ikke anvendes, og skil dig i så fald af med dem.
  • Brug ensartede materialer – f.eks. den samme type gulv i alle stuer og værelser, som skal rengøres på samme måde. Hermed undgår man også at skulle opbevare flere forskellige specialrengøringsmidler.
  • Malede og lakerede overflader er lettest at tørre af. Råt træ skal jævnligt behandles med olie eller voks.
  • Indret med væghængte hylder og skabe, så det er nemt at støvsuge under. Bogkasser, som f.eks. disse fra Dubuy er gode til væghængt opbevaring.
  • Hæng ligeledes tv’et på væggen.
  • Sørg for at der ikke ligger ledninger på gulvet, og at de er samlet i rør eller lignende.
  • Møbler med ben, f.eks. sofaer – her bør benene være så høje, at man nemt kan få støvsugeren ind under møblerne.

mandag den 8. februar 2010

Boligen som garderobe


Bedre bolig – vælg de rigtige ting til hjemmet

Forfatter: Judith Wilson

Judith Wilson sammenligner boligen med en garderobe: Man skal investere i nogle gode, dyre, basisting, som man løbende kan supplere med diverse accessories. Hun beskriver grundprincipper for, hvorledes møbelklassikere og andre solide basismøbler kan spille sammen med pyntegenstande, der fungerer som prikken over i’et. Stilen er primært minimalistisk, så hvis man kan lide denne stilart, vil man finde inspiration i bogens mange fine billeder.