Viser opslag med etiketten IKEA. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten IKEA. Vis alle opslag

tirsdag den 12. august 2014

IKEA kataloget 2014

Så kom IKEA-kataloget 2014, nok en af verdens største og mest eftertragtede gratis publikationer.

Dette skal ikke være en anmeldelse - det forekommer hverken mere eller mindre læseværdigt end tidligere - men jeg vil gerne fremhæve 1 generel tendens og 6 nyheder.

Aldrig har det været nemmere og billigere at indrette en bolig med fleksible  møbler, hvilket gør IKEA til børnefamiliernes mekka. Customizing spiller en hovedrolle i dette katalog: IKEA fører en lang række ubehandlede møbler, som man selv kan sætte sit præg på med maling, tekstiler og washi tape. Multifunktionelle møbler, fx puffer der kan bruges som sofaborde og opbevaring, er også rigelige.

Nu til nyhederne...

Busunge kommode med 2 skuffer i den yndigste lyserøde til 499,-. Retro-design af Carl Öjerstam. Fås også i blå og med matchende seng og skab. Sengen og skabet har børn som målgruppe, men kommoden kan bruges til alt muligt.


Nu vi er ved retro-design, skal Gunnern spejlskabet til det lille værelse også præsenteres. Den lyseblå nydelighed til 259,- er designet i stål af T Christensen/K Legaard.


Kallax reol til 199,- tager udgangspunkt i Expedit reolen, men er ændret så tilpas meget af Tord Björklund, at den fik et nyt navn. Jeg holder af den mintgrønne, hvortil man kan få matchende kasser.


IKEA PS 2014 omfatter bl.a. dette pink hjørneskab til 599,- Meget enkelt og kompakt. Vil stå godt til de rå gule mursten i 70er parcelhuset, tror jeg. Det er naturligvis en japaner, der står bag, nemlig Keiji Ashizawa.


IKEA PS 2014 rummer også opbevaringskasser til 200,- designet af Tomás Alonso. Bambuskasserne fås med lysegrøn, mørkerød og hvide stålrammer og kan kombineres vandret eller lodret i det uendelige.


IKEA PS 2014 opbevaringsbordet til 499,- er designet af T Richardson/C Brill/A Williams. Bakkerne er lavet af plastik og stellet er af stål.




onsdag den 2. april 2014

En lampe mere


Den lidt for miljøvenlige IKEA-lampe giver ikke lys nok i vores entré, så nu har den fået en nabo.

Lamperne giver de fineste skygger på væggen om aftenen. Den hedder MASKROS og fås i to størrelser: 55 og 80 cm.

mandag den 24. februar 2014

Yndigheder og rebeller

Så har IKEA skabt endnu en limited collection - brug og smid væk møbler af fineste slags. 

Serien er så limited, at produkterne ikke pt. er at finde i webshoppen - de skal nok blive revet væk. 

IKEA kalder den Bråkig, og den består af enkle småmøbler og sager i de yndigste pasteller kombineret med råt træ. Her skal blot fremhæves mine favoritter: 

Små fine taburetter
Æsker i kække farver
Praktisk bakkebord til ude og inde

Samtidig lancerer IKEA Art Rebels, hvor de gør en dyd ud af hackerne, der derhjemme forsøger at forbedre på de billige møbler, så de bliver til at holde ud af bo med. Der er lavet mange flotte hacks af f.eks. BILLY reoler og KURA senge - tjek Pinterest.

Men hvad sker der lige for burka/terrorist-logoet?! Hvilke kundegrupper forsøger IKEA at tiltrække med det?


mandag den 16. december 2013

Gule lækkerier

Gul er i den grad tilbage i boligen.

Fra IKEAs 2014-katalog bliver vi nødt til at fremhæve nyhederne fra Stockholm-serien.

Drejelænestolen i retrostil. Perfekt som ammestol, da den er uden armlæn.



Sengebordet med skuffe, så e-bogslæseren kan lægges i sikkerhed.



Vitrineskabet med glashylder egnet til indbygget lys, så man kan udstille de smukkeste ting.


torsdag den 10. oktober 2013

Kinesisk og skandinavisk design

IKEAs nye særkollektion, TRENDIG 2013, er en spændende blanding af kinesisk og skandinavisk design. Nøgleordene er bambus, guldfisk, bordtennis, mintgrøn og kinarød.

Her på bloggen er vi særligt glade for metalskabet med asiatisk farver og former. Det mellemstore skab af stål med en højde på 160 cm kan indgå i næsten alle rum - fra køkken til kontor. Og koster kun 1300 kr.



Til bordet - en drejebakke, så alle kan komme til fadet. Eller man kan lege Indiana Jones og Templets Forbandelse.


Porcelænet er et kapitel for sig - faktisk er det stentøj. Det fås i fem forskellige farver, hvor vi her hælder til den mintgrønne. Udover kopper er der små fade, tallerkener og skåle i kollektionen.


tirsdag den 12. juli 2011

Små rappe rammer

Nu fås IKEAs Nyttja rammer også til billeder på 10x15 cm. De koster 19 kr. for 2 stk.

De er gode, fordi det er supernemt at montere billedet i rammen - og skifte dem ud. De mange forskellige farver (rammerne fås også i sort og hvid), gør det nemt at matche rammen med rummet og f.eks. lave en lille collage af rammer med fotografier, japansk papir eller tapetrester.

Rammerne på 13x18 cm (postkortstørrelse) koster 22 kr. for 2 stk.

torsdag den 5. maj 2011

Skab til pigeværelset


Klædeskabet var et fejlkøb fra IKEA - et antikbejdset skrummel af et skab der ikke passede ind nogen steder. Som lyserødt har det fået nyt liv i pigeværelset (Flügger: Puddersky).


Der er masser af plads til opbevaring ovenpå sådan et skab. Tøj, der ikke er i sæson, og legetøj, der skal have en pause, pakkes i Hello Kitty-poser fundet i Netto.


Inde i skabet er der lagt lysegul voksdug fra Stof & Stil. Det fungerer godt at bruge voksdug som hyldepapir. Så længe tøjet kun er størrelse småbarn, er der plads nok til en vasketøjskurv mv. i bunden.

onsdag den 20. april 2011

Pangfarvet sengetæppe

Sengetæppet er fra IKEAs nye GRÖNSKA-serie. Fleecetæppet er ikke grønt, ikke engang blågrønt, men en meget klar blå.

Det koster 149 kr. og fås også i grøn og cerise.

 Størrelsen er 250 x 220 cm, så det passer fint til en seng på 1,5 m bredde

tirsdag den 12. april 2011

Nyt kvadratisk tæppe

Det er ikke nemt at få fat i et kvadratisk tæppe. Som regel er de aflange. Man kan naturligvis få skåret og kantet et kvadratisk tæppe hos en tæppehandler, men det er sjældent, at disse tæpper fås i de farver og mønstre, man ønsker.

IKEA har to kvadratiske tæpper. Udover den gråstribede KAJSA har de fået GRÖNSKA RUTA på 2 x 2 meter til 448 kr. Fås endnu kun i blå og grøn.

Det er ternet, så man kan spille fire på stribe :)

lørdag den 2. april 2011

Champagneglas i pastelfarver

IKEA har som noget nyt fået pastelfarvede champagneglas på hylderne.

Serien hedder SOLBRÄND og koster 29 kr. for 4 stk.

lørdag den 5. marts 2011

Kunstige tulipaner

Foråret lader vente på sig. Heldigvis er det nu blevet tilladt at bruge kunstige blomster. IKEA Smycka er en serie kunstige blomster til ca. 12 kr. pr. stk.

De viste tulipaner har ståltråd i stilken, der kan bøjes og indstilles efter behov. Stilken kan også afkortes med en bidetang.

Man kan sagtens mikse kunstige blomster med levende - de tåler vand.

lørdag den 5. februar 2011

Stjerner i entreen


IKEAs Maskros lampe er genial i entreen. Stjernerne funkler og kaster flotte skygger på væggen og trappen om aftenen.

Lampen fås i både en stor på 80 cm og en mindre udgave på 55 cm i diameter. Normalt ville jeg altid gå efter den største (!) men her var der ikke plads. Den passer perfekt over trappeopgangen og er hængt så lavt, at voksne kigger lige ind i den.

Tænk at man kan få så skønt lampedesign for sølle 399 kr. bare ved selv at samle den.

Og det var faktisk ingen kunst. Først hænger man(d) den op, så klikker man (undertegnede) stativet på, og til sidst alle stjernerne. Det tog en times tid og mindede lidt om at pynte juletræ.

Lampen kan ikke trække mere end 40 watt, så i en stor, mørk entré, skal der suppleres med anden belysning.

onsdag den 12. januar 2011

Lampen over trappen


IKEA har lavet en mindre udgave af loftlampen MASKROS. Denne version har en diameter på 55 cm og koster 399 kr.

Den er rigtig flot i entreen over en trappe, da den giver dekorative mønstre på væg og loft og er let og luftig.

Designeren hedder Marcus Arvonen.

fredag den 24. september 2010

En moderne klassiker

Vi holder meget af IKEAs PS skab af metal. Skabet er designet af Nicholai Wiig Hansen og har mange fordele i en børnefamilie.

Først og fremmest kan dørene låses. Man kan bruge det til tv og musikanlæg - og alle de dvd'er og cd'er, man ikke vil have ungerne piller ud fra hylderne 4 gange om dagen. Ledningsudtræk nederst holder ledningerne samlet ét sted.

Skabet er tilmed billigt og nemt at gøre rent. De høje ben gør det nemt at gøre rent på gulvet.

Et fund. Bare ærgerligt, at det ikke fås i flere farver. Man kan kun vælge mellem hvid og rød.

IKEA kataloget 2011


Det nye IKEA-katalog er omdelt. Udgivelsen imødeses med spænding. Det er altid hyggeligt og inspirerende at bladre IKEAs katalog igennem. Der er mange gode produkter, især til børn, og der er mange gode ideer til, hvordan man kan sætte ting sammen.

Det hyggelige ved at opholde sig i det virtuelle IKEA i kataloget, offline såvel som online, gør at man helt glemmer, hvor u-hyggeligt det kan være at opholde sig i virkelighedens IKEA. Parkeringshelvede og varer, der ikke er, hvor de burde være, besværet med at komme i gennem kassen og fragte møblerne hjem. Service i form af rigtige mennesker, der velvilligt hjælper den trætte og forvirrede kunde, findes jo ikke i IKEA. Hvis den gjorde, ville de meget lave priser også meget hurtigt stige.

fredag den 9. juli 2010

Blå champagneglas

I IKEAs sommerkollektion finder man også disse skønne blå champagneglas, der gør det ekstra festligt at nyde et skummende glas i haven, når sommervejret arter sig.

Midsommar "glassene" til 29 kr. for 4 stk. er af plast, så man behøver ikke bekymre sig om glaskår i plænen. De kan gå i opvaskemaskinen.

torsdag den 8. juli 2010

Fugle på bakken


Denne bakke med pangfarvede fugle er ikke til at stå for. Den hedder Bärbar og koster blot 39 kr. Et produkt i IKEAs sommersortiment.

onsdag den 7. juli 2010

Tre små sofaborde


Det er blevet meget udbredt med flere små sofaborde frem for ét stort. Det er mere fleksibelt med 2-3 små sofaborde, som man kan trække hen, der hvor man nu sidder. Især hvis man har indrettet sig med store lounge-agtige sofaer, hvor man ikke kan nå et centralt placeret sofabord.

Vi har ledt længe efter det rigtige sofabord. Det skulle være rundt, så små børn ikke slår sig på et skarpt hjørne. Det skulle også være stort nok - og højt nok - til at man sidder nogenlunde komfortabelt med en laptop foran. Og det skulle være nemt at flytte, når man skulle spille wii eller støvsuge.

Hos IKEA fandt vi dette Vejmon sofabord, som er købt i 3 eksemplarer. Det har en praktisk hylde til bøger, blade og fjernbetjeninger.

mandag den 5. juli 2010

Tekstiler til opslagstavlen


IKEAs sommersortiment er fyldt med potter, vaser og tekstiler m.v. i rappe farver. F.eks. disse tekstiler med store hvide prikker kaldet "Varmt rund" til kun 29 kr. meteren. De er da flotte.

Dette stof ville gøre sig godt på en hjemmelavet opslagstavle. Det er vigtigt, at det tekstil, man hæfter på masonitpladen, ikke har for fint eller gnidret et mønster. Et groft, enkelt mønster kommer bedre til sin ret, når opslagstavlen er fyldt med postkort, post its, mv.

lørdag den 10. april 2010

Hen til kommoden og tilbage igen

Bolig-ordsprog. Der findes en lang række ordsprog og talemåder om bolig og boligindretning.

"Hen til kommoden og tilbage igen" har sin oprindelse i en revyvise fra 1936 med Ludvig Brandstup fra Cirkusrevyen:

Børn, nu skal i høre, hvord’n I skal Jer føre, hvis I skal til Hofbal hos Hans Majestæt;

det er ikke nok, at I har Chapeau-klok-Hat, eller at I er i Crep-de-China klædt,

først saa maa I kunne danse nogenlunde, læn Jer kærligt op til jeres Kavallér,

men se Hovedsagen, det er; ind med Bagen, og saa sætte Foden, som paa mig I ser;

En – to – tre! Lige ud! Og vend!

Maven maa vi se at blive a´me´!

Hen te Kommoden og te’bav’s igen,

og Herren vender ryggen til sin Dame!

Billedet viser en kommode fra IKEA kaldet Hemnes. Hemnes-serien er lidt bedre kvalitet end gennemsnittet hos IKEA. Dette er en meget rummelig kommode i et enkelt design, der passer ind i de fleste boligstilarter.