søndag den 28. februar 2010

Nye sofaer

Hurra - nu har vi endelig fundet de rigtige sofaer til dagligstuen...

2 stk IKEA Karlstad 3-personers med Sivik mørkegråt betræk til 3.399 kr. pr. stk.

Man sidder godt i dem, og stoffet kan tages af og vaskes ved 60 grader. Farven passer fint til de malede låger på vores nye Kubik-reolsystem.

torsdag den 25. februar 2010

Flowerpot lampe

Verner Pantons design har fået en renæssance som en del af retro-bølgen, særligt hans lamper. Flowerpot lampen er top trendy og fås i dag i mange flere flotte farver, f.eks. turkis, til knap 1400 kr. hos bl. a. Moods.

Meget af Pantons møbeldesign ser - selv i vore dage - futuristisk ud. Hans outrerede organiske stole og borde i pangfarver blev bl. a. brugt i Kubrick’s science fiction-film.

Pantons lamper, Flowerpot og Panthella, er derimod tidløse og ser tjekkede ud i de fleste moderne boligindretninger.

tirsdag den 23. februar 2010

Dit hjem er, hvor du hænger din hat

Bolig-ordsprog

Der findes en række ordsprog og talemåder om bolig og boligindretning. F.eks. Dit hjem er der, hvor du hænger din hat.

Nu går man jo ikke så meget med hat mere, men talemåden kan forstås sådan, at man er hjemme, hvor man føler sig hjemme.

Selvom hatte i dag er afløst af huer og kasketter, er hattehylder og knagerækker ikke desto mindre meget trendy i boligindretningen. Der findes mange fine hattehylder med knager på markedet. Billedet viser en fin isblå hylde med knager fra &brinch.dk.

Hattehylder med knager kan være meget anvendelige, men æstetikken forsvinder, hvis man ikke hænger nogen relativt pæne sager på dem. De er derfor gode at have i gæsteværelset, hvor de kun en gang imellem er overdænget med tøj - og hatte.

Mange bruger hattehylden til at stille bloklys og billeder. Knagerækken kan bruges til tørrede blomsterkranse eller dekorative bøjler.

mandag den 22. februar 2010

Reolsystem - value for money


Vi har investeret i et nyt reolsystem med låger: Kubik fra Trævarefabrikernes Udsalg.

Det enkle design og den flotte, matte farvepalet minder om Montana og Mistral. Men Kubik er markant billigere; under halv pris af hvad man skal give for Mistral. Kubik har måske ikke helt den samme finish, men giver sig heller ikke ud for mere, end det er.

Vi har valgt at købe kasserne i birk og lågerne i color (mørkegrå, også kaldet antracit). Det koster knap 1300 kr. pr. modul incl. greb og vægophæng. Der var hurtig, fejlfri og gratis levering. Billedet med de rødmalede låger er fra webshoppen.

søndag den 21. februar 2010

Sjove døre til boligen

Genbyg er leveringsdygtig i mange forskellige døre til udendørs og indendørs. Det er muligt at finde døre, der matcher byggestilen i det hus, som skal renoveres.

Men det er også muligt - under Specielle døre - at finde noget helt unikt til ens hjem. Hvad med en gammel prøverumsdør til garderoben, en svingdør i saloon-stil til køkkenet eller en arrestdør til teenageværelset (!).

Eller, hvis man har meget plads, en karruseldør fra entreen til stuen? Ungerne vil elske det. Denne flotte gamle karruseldør fra Københavns Belysningsvæsen består af fire massive egetræsdøre med håndtag (35.000 kr.)

lørdag den 20. februar 2010

Genbrug i boligen

Hvis man vil have en boligindretning med personlighed, gælder det om at mixe og matche brugt med nyt. Hvis man kun har nye ting, ligner ens hjem nemt en udstilling i en møbelbutik, og hvis det kun er IKEA, er man virkelig på den.

Er man så heldig at eje nogle arvestykker af god kvalitet, det være sig møbler, lamper eller billeder, tager ens IKEA-møbler sig straks meget bedre ud i sammenhængen.

Hvis man ikke har brugbare arvestykker, må man på jagt på loppemarkeder og i genbrugsbutikker for at finde de lækre ting, der kan give hjemmet sjæl.

Internettet er også en god kilde til genbrug, f.eks. Genbyg på Amager, der sælger brugte byggematerialer, alt fra gamle døre og paneler til biografstole og knager. F.eks. et gammelt industrielt ur til 90 kr. i køkkenet (se billede).

onsdag den 17. februar 2010

Skuffer og skabe


I skuffer og skabe - 250 ideer til opbevaring i boligen

Forfatter: Cynthia Inions

Bogen kan minde om et katalog fra en bedre møbelbutik med sine 250 forskellige løsninger til opbevaring. Har man den store pengepung fremme, og ved man ikke, hvilke opbevaringsmøbler, man skal investere i, kan man måske blive hjulpet til en beslutning her.

Her er alt fra knagerækker, hylder i shaker-stil og roterende bogreoler til franske egetræsskabe og mobile opbevaringelementer i klar plast.

tirsdag den 16. februar 2010

Hvor skabet skal stå...


Hjerterum og andre rum

Forfatter: Vibeke Brinck & Andrea Grunnet-Jensen

Bogen samler nogle af indretningsideerne fra TV-programmet Hjerterum på DR. Her skulle to personer flytte sammen, hvilket gav indretningsmæssige problemer, når deres møbler ikke passede sammen, og de i øvrigt havde helt forskellige bolig-preferencer. Her var det indretningskonsulenten, der bestemte, hvor skabet skulle stå - hvis det da ikke blev kørt på lossepladsen.

Bogen beskriver 5 cases med tilhørende temaer: Farver, lys, møblering, materialer m.m. Temasiderne forklarer nogle gode generelle principper, og før og efter-billederne fra "hjerterummene" maner til eftertanke.

mandag den 15. februar 2010

Junk med stil over


Genbrug med stil

Forfatter: Melanie Molesworth

Denne boligbog viser, hvordan man kan udnytte loppefund og andet gammelt ragelse i sit hjem, så det bliver stilfuldt.

Shabby chic-stilen er som alle stilarter et spørgsmål om smag, men jeg synes ikke, det tager overhånd i denne bog. Kunsten er at kombinere de gamle ting med nye og sætte nips i grupper.

Mange af indretningsideerne vil især egne sig til et sommerhus. I en helårsbolig - med børn - vil alle disse tallerkenrækker og åbne hylder med køkkenting være forbandet svære at holde rent.

Dekoration i entreen


Maneki Neko

Den japanske kat, der vinker, er en hyppig nipsgenstand ved butiksindgange i Asien. Katten hedder Maneki Neko, hvilket betyder "hilsende kat", og den symboliserer held og rigdom. Katten, også kaldet Lucky Cat, findes som små skulpturer, sparebøsser og plakater, f.eks. her. Det er en god idé at hænge Maneki Neko-plakaten i entréen.

søndag den 14. februar 2010

Lean living


Ryd op

Forfatter: Dawna Walter og Mark Franks

Lean-bølgen er også nået til boligindretning, hvor det gælder om at begrænse sig til få, men gode ting. Nøglen til god boligindretning er således oprydning, også mentalt.

Bogen er mere en selvhjælpsbog med spørgeskemaer og opsange end en bog om møbler og opbevaring. Forfatterne anbefaler, at man hvert år smider blot nogle af de ting ud, man ikke har brugt siden sidste oprydning. Det er naturligvis en særlig god idé, hvis man ikke har så meget plads.

lørdag den 13. februar 2010

Helt i orden


Helt solgt - Liselotte Risells bedste indretningsideer fra TV 2

Forfatter: Birgit Kaarvig

Indretningskonsulent Liselotte Risell har samlet sine bedste ideer fra TV-programmet Helt solgt!, hvor det gjaldt om at indrette kedelige boliger, så der var nogle, der gad købe dem. Sommetider blev resultatet så flot, at sælgerne valgte at blive boende.

Der er gode før og efter-billeder. Et eksempel på en god idé er at hænge et stort stykke stof på væggen. Det er en både nem og billig måde at dekorere en væg på. Det kan løfte en stue, hvis stoffet passer godt til møblerne og farverne i rummet.


fredag den 12. februar 2010

Hjem kære hjem


Home sweet home

Forfatter: Iben og Niels Ahlberg

Denne omfangsrige indretningsbog er mættet med skønne billeder af inspirerende indretninger fra entreer til soveværelser. Teksten kan blive lidt vel rørstrømsk og klichepræget, men der er rigtig mange gode ideer at hente i bogen, lige fra ophængning af kække knagerækker til maling af udtjente sofaborde med sort højglans og opdeling af rum med perleforhæng.


torsdag den 11. februar 2010

Rendyrket retro


Retro i boligen

Forfatter: Neil Bingham og Andrew Weaving

Flot bog med billeder af møbler og design fra midten af det 20. århundrede. Hvis man kan lide stilen, er der masser af inspiration at hente. Både hvis man vil investere i de dyre klassikere af Alvar Aalto, PH m.fl., og hvis man kan nøjes med pasticher.

Bogen gennemgår periodens forskellige design-bølger fra 1920 til 1970 og slutter af med afsnit om, hvordan man selv kan skabe retrostilen.

Interessen for retro-stilen har medført fornyet produktion af en række populære boligelementer, f.eks. Verner Pantons flowerpot lampe, som nu fås i flere trendfarver.

mandag den 8. februar 2010

Boligen som garderobe


Bedre bolig – vælg de rigtige ting til hjemmet

Forfatter: Judith Wilson

Judith Wilson sammenligner boligen med en garderobe: Man skal investere i nogle gode, dyre, basisting, som man løbende kan supplere med diverse accessories. Hun beskriver grundprincipper for, hvorledes møbelklassikere og andre solide basismøbler kan spille sammen med pyntegenstande, der fungerer som prikken over i’et. Stilen er primært minimalistisk, så hvis man kan lide denne stilart, vil man finde inspiration i bogens mange fine billeder.


søndag den 7. februar 2010

Feng Shui

Indret med Feng Shui – energier og balance i boligen

Forfatter: Gina Lazenby

Der er nogle gode universelle principper i Feng Shui, men jeg foretrækker en rationel beskrivelse af, hvorfor en indretning fungerer eller ikke fungerer, frem for alternative betragtninger om energistrømme.

Bogen har mange store før og efter-billeder, men jeg har sommetider svært ved at se den store forbedring, efter feng shui-konsulenten har været i sving. Men det har nok mere at gøre med forfatterens personlige smag for nipsgenstande og polstrede møbler, end det har med feng shui-principperne.


lørdag den 6. februar 2010

Nyt fra indretningsguruen

Indret med Terence Conran – små rum med god plads

Forfatter: Terence Conran

Den britiske indretningsguru, Sir Terence Conran, står bag flere bøger om boligindretning. Denne fokuserer på at få det bedste ud af små rum. Den er god at læse, inden man går i gang med større ombygninger, nyt bad og køkken eller en anden rumfordeling. Der er knap så meget inspiration til mindre projekter, f.eks. hvordan man skal hænge sine billeder og placere sit nips. Der er relativ meget tekst, som er god at få forstand af, men når det drejer sig om boligindretning, siger et billede i den grad mere end tusind ord.


fredag den 5. februar 2010

Bo med børn

Børnenes bolig – indretning 0-10 år

Forfatter: Judith Wilson

Denne boligbog er delt op i babyværelser, drenge- og pigeværelser samt deleværelser. Der er også afsnit om bad og køkken samt opbevaring, og om hvordan man indretter sig med legerum i stuen. Små børn leger som bekendt ikke på deres værelser - de vil være sammen med de voksne i stuen. Der er mange fine inspirerende billeder og ideer til enhver pengepung.



torsdag den 4. februar 2010

Boligbilleder der rykker










Rum der rykker – Enkle ideer til din bolig

Forfatter: Julie Vöge og Frederikke Heiberg

Fem boligstylister giver deres bud på indretning af køkken, stuer, badeværelse, soveværelse og børneværelse. Det er meget forskellige bud, så der er noget for enhver smag, dog primært målrettet Politiken-segmentet – dem med den kulturelle kapital, som ikke har råd til dyre designermøbler. Skønne billeder er et must i en bog om boligindretning, og det har denne bog i rigelige mængder.


onsdag den 3. februar 2010

Leverum

Leverum – en boligbog for familier med børn

Forfatter: Lise og Kristian Septimius Krogh

Denne bog tager udgangspunkt i køkken-alrummet, boligens centrum. Der er også afsnit om stuen, børn og voksnes soveværelser og badeværelset. Til sidst et lidt overfladisk afsnit om udeliv. Bogen er domineret af flotte billeder og kun lidt tekst, hvilket er helt perfekt. Der er mange gode ideer, som kreative gør-det-selv typer nemt kan implementere.


Velkommen

Velkommen til en blog om boligindretning.

Det er en kunst at indrette sit hjem, så det svarer til hele familiens behov - og pengepung. Særligt når man har børn, stiller det krav til omtanke vedrørende boligens grundelementer og pyntegenstande.

Nogle har et naturtalent for indretning. Andre har lidt sværere ved det. Alle har brug for inspirationskilder.

Vi går straks til makronerne med at anmelde en række bøger om boligindretning....