onsdag den 30. juni 2010

Vild med tekstiler: Anna Bonde

Anna Bonde er en svensk boligdesigner, der også er dedikeret tekstilsamler. Hendes samling koncentrerer sig om franske og svenske antikke stoffer. Falmet lilla cretonne eller et stykke hør kantet med blonde er blandt yndlingsstykkerne i hendes store stofsamling. Anna Bonde designer bl.a. enkle sofaer og divaner i jern, der bruges som rustik baggrund for hendes puder og vattæpper.

Anna Bondes eget hjem i Provence er indrettet i nuancerne lyseblåt og rosa, gerne falmede. Gammel svensk hør med blå eller røde striber er sat sammen med stykker af antik toile de jouy. En faconsyet dug i stribet hør på et lille bord ved siden af en stol med en pude syet af et stykke skandinavisk vævet stof.

Typisk bolchestribet Anna Bonde pude fra Scandi Living.

tirsdag den 29. juni 2010

Vild med tekstiler: Christophe Gollut


Den schweiziske indretningsarkitekt Christophe Gollut, der bor i London, er en af Europas mest fremtrædende tekstileksperter. Hans stil er konservativ og tidløs og han fylder indretningen med tekstiler. Hvis mønstret eller andre detaljer er perfekt, er ingen stump stof for lille til at blive brugt i boligen.

Christophe Golluts eget hjem på Gran Canaria er indrettet i pastelnuancer af pink, svensk-blåt og gråt. Et lyserødt broderet sjal fra Marokko fungerer som borddug ovenpå et stykke blåt filt. En gammel guldstol er betrukket med et moderne stof med rosa tern. Et lyseblåt sjal med lange frynser dækker sædet på en sofa betrukket med lyserød damask. Billedet fra Indecorous Taste.

mandag den 28. juni 2010

Billige stofrester i gardinbutikker


Hvis man hurtigt og billigt vil have opbygget en tekstilsamling kan man købe meget billige stofrester hos gardinbutikker.

Gardinbutikker sælger somme tider lykkeposer med rester fra stofruller, falmede stoffer eller fejlsyninger. De stykker, man ikke bryder sig om, putter man bare i en tøjcontainer.

Gardinstof med blomster og bladranker fra Kølkjær Stof og Hobby.

søndag den 27. juni 2010

At samle på tekstiler


Hvis man går op i boligindretning, opbygger man hurtigt sin egen tekstilsamling. Udbuddet er enormt, men de mest interessante stykker finder man ofte i genbrugsbutikker eller på loppemarkeder. En broderet pude, sengetøj med blondekant , en hørdug eller et sæt gardiner af køkkentern – disse ting kan genanvendes som de er, eller man kan bruge dem i en ny sammenhæng.

Billedet viser et hørlagen med monogram til 250 kr. hos Postludiet.

Begynder man at samle på tekstiler, skal man bare gå efter alt, hvad man kan lide. Hermed vil man over tid automatisk få en samling beslægtede tekstiler. Man drages af en bestemt del af farveskalaen eller har særlige yndlingsmønstre eller stilarter.

lørdag den 26. juni 2010

Indretningsideer fra designernes boliger

  • Brug klassiske kontorstole med hjul som spisebordsstole (betrækket skal matche spisestuen)
  • Sæt en hylde i brysthøjde til billeder på den ene væg i hele væggens længde
  • Et stort bord skal ikke dekoreres med småting – sæt et oliventræ på bordet
  • Brug en kurv som urtepotteskjuler
  • Dæk en kedelig futon (sofa uden armlæn) med et stort vattæppe i den rigtige farve og matchende puder
  • Hæng en stang til dekorative håndklæder foran håndvasken på badeværelset
  • Sæt et par svævende hylder op ved spisebordet med de genstande man bruger dagligt – tallerkner, glas, bestik i en kurv
  • Brug enkle vægmonterede kvadratiske bogkasser på en række som bogreol
  • Et aflangt rum bør brydes ved at stille sofaer, reoler eller borde vinkelret fra den lange væg
  • Brug semitransparente stofbaner som rumdelere

fredag den 25. juni 2010

Minimalistisk adventsstage

Den klassiske sorte Kubusstage, som mange bruger som adventstage, er designet af arkitekt Mogens Lassen i 1960. Materiale er overfladebehandlet stål.

Arkitekt Mogens Lassen (1901 - 1987) var blandt pionererne i den danske funktionalisme. Han var endda forud for sin tid, da han designede Kubusstagen som en reaktion på tidens overmøblerede bolig fyldt til randen med ubrugelige nipsgenstande.

Kubusstagen er logisk i sit design med et klart og enkelt formsprog. Lysestagen blev skabt med matematisk præcision, som en minimalistisk, terningeformet ramme med påsvejsede holdere til lysene. Kubusstagen er opbygget af 12 lige store stykker jern.
(Billede fra indbo.com.)

torsdag den 24. juni 2010

Kom indenfor hos 11 danske boligdesignere


Designernes boliger

Indenfor hos 11 danske designere

Forfatter: Gitte Stærbo

Denne boligbog kigger ind hos et (repræsentativt?) udsnit af nutidens danske designere. Som forfatteren skriver i forordet, har netop denne gruppe ”fingeren på pulsen”. De er first movers med de tendenser, der strømmer ind over os via teknologiske fremskridt, materielle og sociale forhold, kunst og mode. Deres arbejde med og talent for at optimere vores omgivelser og redskaber må nødvendigvis blive afspejlet i deres egne boliger.

Fleksibel og rummelig indretning kendetegner alle bogens boliger. De fleste af designernes boliger har gennemgået markante renoveringer.

Designernes specialer spiller naturligvis også en hovedrolle i de forskellige hjem. F.eks. har Marianne Brandi, interiørdesigner hos Day Home, fyldt sit hjem med tekstiler.

Der er mange fællestræk ved designernes boliger, da de er med på moden. Én detalje, der går igen i (suspekt?) mange af interiørerne er den minimalistiske sorte kubusstage til stearinlys (vist på 15 billeder). Designer Lausts Nørgård har hele 2 stk på sofabordet i sin husbåd.

Der er meget inspiration at hente i bogen, både til større ombygninger og til detaljer i interiøret.