søndag den 13. juni 2010

Japanske dukker på væggen

De japanske kokeshi-dukker er, ligesom babushka-dukkerne, meget populære og findes efterhånden også på mange trykte tekstiler.

Dette fine stykke stof med kokeshi-dukker og kirsebærtræer er fra Stof & Stil. Farverne er koralrød, sand og lilla.

Vi har syet to løbegange til rundstokke. Den øverste rundstok er monteret i loftet med fiskesnøre.

Brede stofbaner er en nem og relativ billig måde at dekorere væggen på.

lørdag den 12. juni 2010

Kinesiske dukker på reposen


Vi har monteret et kraftigt stykke trykt bomuld på kældertrappen. Trappen var designet med lange stolper med mellemrum, der var for brede til små børn (de kan få hovedet i klemme eller falde ned).

For at børnesikre trappen sømmede vi, foruden en låge, krydsfinerplader fast på stolperne. Det så kedeligt ud, men i stedet for at male, er der sat tre stykker stof op med hæftepistol.

Det turkisgrønne stof med små nuttede kinesiske dukker er købt i Stof2000.

fredag den 11. juni 2010

Galvaniseret metal


Bolig-fremmedord. Fra akvarieramme til vitrine - boligindretning er et fag med mange fagudtryk.

Galvaniseret metal er dækket af et tyndt lag af et andet metal, typisk zink, så det ikke ruster. Galvaniserede beholdere er således velegnet i vådrum eller udendørs.

Vores højbede i haven er ikke galvaniserede - det er meningen de skal have en rustik rusten overflade. Rust er metallets naturlige overfladebehandling, og det er helt fint, sålænge det er udendørs.

torsdag den 10. juni 2010

Indretningsideer rum for rum


Din bolig – rum for rum

Forord af Tina Jørstian

En flot boligbog i stort format, der viser, hvordan man kan indrette sin bolig overraskende, atmosfærefyldt og tidssvarende. Bogen omfatter både plantegninger og fotografier af de mange indretningsideer. Bogens mange ideer inkluderer:

  • Mal en MDF-plade med tavlelak som en dekorativ og funktionel vægløsning (billedet fra Stylerooms)
  • Dekorer væggen med bogstaver savet ud af krydsfiner
  • Mal entreen eller andre gennemgangsrum i en farve, som du ikke tør bruge i opholdsrum
  • Lad stuegulvet fortsætte ud i køkkenet for at skabe ro og helhed. Brug fliser eller linoleum
  • Anvend altid sengelinned af bomuld, der virker rent og friskt
  • Lav en skillevæg bag sengegærdet og indret garderoberum bag sengen
  • Sæt lange stænger som skuffehåndtag i køkken og bad, så der kan hænge håndklæder og viskestykker
  • Lav et lavt bord med hjul, der kan låses, til børnenes dukkehus eller ridderborg

onsdag den 9. juni 2010

Glasbyggesten


Glassten eller glasbyggesten er en smart løsning til at lukke mere lys ind i boligen.

Hvis man skal dele et rum op, hvor der ikke er vinduer i begge ender, kan man bygge delevæggen op helt eller delvist i glassten. Glassten er også en god løsning i et rum med ingen eller et lille vindue - her kan man lade en af rummets vægge bestå af glassten. Hermed kan man nyde godt af lyset fra de tilstødende gemakker.

Glasbyggesten lukker lyset ind, men forhindrer indkig, og er derfor også en god idé i toiletrum og badeværelser, f.eks. som vægge til brusekabinen.

Det er relativt let selv at opsætte glasbyggesten.

tirsdag den 8. juni 2010

Elementer i moderne boligindretning



Stikord for den moderne boligstil:

Zink, glassten, rustfri stål, rå murstensvæg, poleret beton, skarpe sekundærfarver, massivt træ, buede vægge eller døre, rullegardiner, geometriske mønstre, striber og tern, løse betræk, Le Corbusier, Alvar Aalto, Charles Eames, Arne Jacobsen, mobil opbevaring.

Tagrender af zink er meget moderne og et mere dekorativt valg end de grå plastic tagrender.

mandag den 7. juni 2010

Moderne boligstil


Tidens bolig - en praktisk guide til moderne boligindretning

Forfattere: Elizabeth Wilhide og Joanna Copestick

Den ny modernisme rummer klassiske møbler i praktiske rum. I et moderne hjem er pladsen omkring møblerne lige så vigtige som møblerne selv. Og indretningen skal være fleksibel, med møbler der har flere funktioner.

Moderne hjem skal være (relativt) nemt at rydde op og gøre rent, men det er langt fra den rendyrkede minimalisme. Der må gerne være meget at se på og røre ved. Kraftige farver og spændende strukturer.

Materialerne skal være gedigne, hvilket stammer tilbage fra Arts and Craft-bevægelsen i slutningen af 1800-tallet, som understregede, at materialerne ikke måtte give sig ud for mere end de var. Stuk, lag på lag af stoffer og frynser, der skjuler møbelben og andre kunstige falbelader er ikke moderne. Moderne boligindretning sætter altid komfort før status.