fredag den 28. januar 2011

Magneter på skabet


Jeg har sat tre små magneter med japanske dukker på tandlægeskabet. Magneterne er fundet hos Tiger til... ja, 10 kr.

onsdag den 26. januar 2011

Tandlægeskab


Hvis man er meget heldig kan man finde et gammelt tandlægeskab fra 50erne. Det er møbler af høj, høj klasse, som er gennemført retrostil.

Et gammelt emaljeret tandlægeskab som dette egner sig perfekt til badeværelset, køkkenet eller hjemmekontoret, hvor de smalle skuffer kan rumme kontorartikler m.v. Og så har de ovenikøbet hjul under soklen, så de let kan trilles rundt i rummet.

Prisen ligger i omegnen af 5000 kr.

søndag den 23. januar 2011

Kommode til baby

Her en gammel, meget gammel, kommode med tre skuffer fra oldefars hus. Den var oprindeligt almuemalet i koralrød og turkis, men blev i 80erne malet hvid. Skufferne blev malet i tre forskellige pastelfarver; pistaciegrøn, lyserød og lysegul. I 90erne blev skufferne malet koboltblå!

Nu er den malet helt hvid og har fået seks små, nye, babyblå porcelænsknopper. En kommode af denne størrelse er perfekt til babyens værelse. Små børn har ikke brug for at hænge tøj på bøjler, og det hele kan snildt ligge i skuffer.

lørdag den 22. januar 2011

Kommode fra loppemarkedet

Man finder let udmærkede kommoder på loppemarkeder. De kan males eller tapetseres/lakeres, så de passer lige nøjagtigt til det rum, de skal indgå i.

Ofte er gamle kommoder af en bedre kvalitet - og tilmed billigere - end en ny kommode hos IKEA eller lignende.

Her har vi fundet en gammel brun entrékommode, som intet fejler. Den er nu malet hvid og har fået fire nye porcelænsknopper.

torsdag den 20. januar 2011

Blå babushka

Lanzarote var der overraskende mange kønne souvenirs, f.eks. fint bemalede babushka-dukker med glimmer til blot 3-4 Euro.

De kunne fås i mange forskellige farver og stilarter. Her står vores blå babushka ved siden af kokeshi-dukken.

onsdag den 19. januar 2011

Maneki Neko - vinkende kat

Vi har ledt med lys og lygte efter en Maneki Neko til entréen. Det var lige før vi måtte bide i det sure æble og bestille én hjem fra Japan, men så fandt vi den vinkende kat, af alle steder, på Lanzarote.

Her var mange butikker drevet af kinesere, med masser af kinesiske varer.

Den kostede kun 5 euro og, hvis man ønsker, kan man sætte batteri i, så armen bevæger sig.

lørdag den 15. januar 2011

Opbevaring af julepynt


IKEA har flere forskellige billige store papkasser med låg, som er gode til opbevaring af julepynt.

LINGO her koster 49 kr. for 2 stk.

Mål:
Bredde: 35 cm
Dybde: 55 cm
Højde: 27 cm