Viser opslag med etiketten lænestole. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lænestole. Vis alle opslag

søndag den 24. oktober 2010

Basiselementer i boligen: Lænestol



Der er visse basiselementer i boligen, som man skal have:

  1. En sofa eller et par bløde lænestole. F.eks. denne lilla lænestol til 5000 kr. hos Ilva.dk. Den fås også i skikkelig flødefarvet, hvis man ikke tør noget.
  2. En god seng med en ordentlig madras. Sengestellet kan holde evigt, madrassen skiftes ud mindst hver 10. år, og topmadrassen hver 5. år.
  3. Et solidt spisebord og min. to stole der passer i højden. Du kan mikse stole, så du bruger husets skrivebordsstole omkring spisebordet, og klapstolene på loftet, når der er gæster. Spisebord og stole behøver ikke matche. Det kan være flot med moderne stole til et gammelt spisebord eller omvendt. 


onsdag den 18. august 2010

Hot og not


Hot
Mormors broderede lænestol. Blikfang, der giver stemning på hjemmekontoret, og en behagelig ekstra siddeplads, når huset er fyldt med gæster. Rokokostol med broderi til 1200 kr. hos Skandinavisk Korstingscenter.

Not
Skamler fra IKEA som ekstra stole. Hvis du ikke har ordentlige siddepladser til alle dine gæster, bør du holde festen i det lokale forsamlingshus.

torsdag den 22. april 2010

Boligstil: Engelsk landstil

Komfort, ildsted, blomster, pasteller, polstrede flydemøbler med mange puder og plaider

Den engelske landstil kan virke overlæsset, og alle disse lag på lag af tekstiler gør det da også meget vanskeligt at holde rent. Men der er meget charme ved denne engelske boligstil.

Boligstilen blev brugt i engelske landejendomme. Adelens sommerhuse skulle indrettes med fokus på afslapning og med inspiration i det grønne uden for. Derfor er tekstiler med blomstermotiver og friske blomster i vaser et must i den engelske landstil.

Elementer i den engelske landstil:
  • Lænestole med armlæn og puf (billedet er fra et antikvariat)
  • Kamin eller pejs
  • Bølgende gardiner
  • Stormønstrede tekstiler, helst blomster eller kineserier
  • Frynser
  • Puder og små tæpper
  • Rosa og blå farver
  • Bøger og spil til udstilling
  • Oliemalerier med landlige motiver
  • Broderier
  • Friske blomster i vaser og skåle
  • Porcelæn (Staffordshire)

søndag den 18. april 2010

Nyt betræk med grå blomster


Voila - det færdige betræk...

Stoffet til det løse betræk er købt i Jysk til 50 kr. meteren. Jeg købte 4 meter - så var der også rigeligt til to matchende sofapuder. Jysk har et lille udvalg af tekstiler, men ind i mellem kan man være heldig at finde et flot motiv.

Motivet på dette stof består af stiliserede lysegrå og mørkegrå blomster og grene. Det kunne være kirsebær. Det passer ihvertfald fint til en enkel, japansk-inspireret boligstil.

Løst betræk til lav lænestol

Denne klassiske lave lænestol med rund ryg fejler ikke noget, men det lysebrune alcantara-betræk passede ikke til de andre møbler i dagligstuen, så vi har syet et løst betræk til stolen.

Det var ikke helt nemt, fordi ryggen er afrundet. Det er meget lettere at sy et betræk til en lænestol eller sofa med lige linjer.

Derfor valgte vi at lave en model af en gammel dyne. Men man kan selvfølgelig også gå i gang med det rigtige stof med det samme:
  1. Vask og stryg stoffet, så det kryber det nødvendige.
  2. Find ud af hvor mange stykker, betrækket skal sys i, og klip stoffet ud i passende mindre stykker.
  3. Husk at det skal være nemt at tage betrækket af: Der skal være sider, der ikke sys sammen, men bindes med bånd eller knappes.
  4. Montér stofstykkerne på stolen med knappenåle, ét ad gangen.
  5. Tegn med stofkridt på stoffet, hvor der skal sys - marker evt. på stoffet med bogstaver, hvilke sider der skal sys sammen.
  6. Tag stoffet af og klip det med 2-3 cm sømrum.
  7. Sæt stykkerne sammen med knappenåle og ri dem efter kridtstregerne.
  8. Sæt betrækket på stolen, for at se om det passer. Det må gerne sidde lidt løst, men det skal være lige løst i begge sider!
  9. Når det sidder ok, kan man sy det færdigt på symaskine.


fredag den 2. april 2010

Ægget


Æg i boligen. Arne Jacobsens lænestol Ægget fås med både læder- og tekstilbetræk i nye rappe farver, f.eks. lilla. Som dukkehusmøbel er Ægget til at komme i nærheden af (399 kr. hos Minimii).

mandag den 29. marts 2010

Chaiselong

Bolig-fremmedord. Fra akvarieramme til vitrine - boligindretning er et fag med mange fagudtryk. I dag er vi nået til det franske "chaiselong".

En chaiselong er et aflangt, polstret møbel for én person til at sidde eller ligge på. Billedet viser en Karlstad chaiselong fra IKEA.

Ordet stammer fra fransk; chaise longue, der betyder "lang stol". Møblet, der opstod i Frankrig i 1700-tallet, bestod oprindelig af en lænestol med benskammel. Under nyklassicismen blev de to dele sat sammen. I klunketiden fra slutningen af 1800-tallet blev chaiselongen et populært møbel i dagligstuen.

En chaiselong kan anbefales i en stor dagligstue eller tv-stue, da møblet optager meget plads.