Viser opslag med etiketten art nouveau. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten art nouveau. Vis alle opslag

torsdag den 17. marts 2011

Carl Fabergé

Carl Fabergé, som blev født i 1846, studerede hos Josef Fridman, en guldsmed i Frankfurt. Som 26-årig vendte han tilbage til Skt. Petersborg, hvor han overtog sin fars atelier. Med et gudbenådet talent for design såvel som forretning, forvandlede Carl Fabergé butikken til én af verdens største juvelvirksomheder.

Carl Fabergé, der havde filialer i både Rusland og England, blev i 1885 hofjuvelér for den russiske zar, samtidig med at virksomheden modtog internationale priser. Næsten alle de royale europæiske familiedynastier blev kunder hos Carl Fabergé.

Efter kommunisternes magtovertagelse i 1917 blev Carl Fabergé tvunget til at lukke sin virksomhed, og han døde i landflygtighed i 1920. Bolsjevikkerne beslaglagde umiddelbart samlingen, og i 1930'rne solgte Stalin ud af den for at skaffe fremmed valuta.

De berømte Carl Fabergé æg
Det første æg fra Carl Fabergé blev givet af Alexander 3. til kejserinde Maria Fjodorovna i påsken 1885. Ægget var ved første øjekast helt hvidt og enkelt, men dets forgyldte indre indeholdt en lille høne af guld. Som en slags avanceret babushkadukke fandt man inden i hønen en model af den russiske kejserkrone, og inden i kronen hang et rubinæg.

Carl Fabergé fremstillede siden over 50 påskeæg til den russiske kejserfamilie. De ufatteligt kostbare æg blev efterhånden et symbol på den dekadence, som fyrstehofferne svælgede i. I starten af 1900-tallet blev det sværere for adelen at finansiere sit overdådige forbrug, og det sidste æg fra Carl Fabergé til Nikolaj 2. i 1916 blev af onde tunger døbt spareægget.

Carl Fabergés stil var som tidens art nouveau inspireret af tidligere tiders modediller og traditioner fra rokokko og klassicisme til Victoriatiden. Rosenknopægget fra 1895 med dets diamantbesatte guldguirlander peger tilbage til 1700-tallets rokokko, mens Jubilæumsægget fra 1911 med de mange portrætter er inspireret af både nyklassicismen og 1800-talletsromantik.

Æggene er uvurderlige, og samlere over hele verden forsøgte efter revolutionen at få fat i dem. Kroningsægget med miniaturekareten, som Nikolaj 2. gav kejserinde Alexandra i 1897 til minde om tronbestigelsen, blev i 2004 vurderet til over 120 mio. kroner.



Carl Fabergé smykker
Almindeligt dødelige må nøjes med Carl Fabergé som smykker. De kan fås for 1500 kr. plus kæde. Alle Carl Fabergé æg leveres med en fleksibel lås, så de kan hænges i halskæden eller armbåndet, på tasken eller mobiltelefonen.

Carl Fabergé smykker omfatter utallige små raffinerede æg. De findes i alle farver og stilarter, fra det meget overlæssede til det mere enkle. Men Carl Fabergé står jo for extravagance og dekadence. Æggene er om noget rendyrket maksimalisme, så hvis man investerer i et Carl Fabergé smykke, kan man lige så godt gå hele vejen. Gå efter maksimal farvemætning og detaljerigdom som denne forgyldte turkis med bladornamenter og franske liljer med zirkoner. Sådan.

tirsdag den 17. august 2010

Hot og not


Hot
Krummelurede loppefund i skønvirke eller art nouveau-stil, som du ikke ser andre steder, f.eks. denne Jugendskål fra det svenske auktionshuset Kolonn.

Not
Kolde funktionelle brugsgenstande i glas, stål og sort plast. Den typiske upersonlige firmajulegave fra Rosendahl, som alle brænder inde med.

fredag den 13. august 2010

Skønvirke

Skønvirke er den danske pendant til art nouveau og jugendstil. Tidsskriftet Skønvirke blev fra 1914 udgivet af Selskabet for Dekorativ Kunst. Stilen var inspireret af ældre dansk kunsthåndværk og blev således kædet sammen med nationalromantikken.

Skønvirke var karakteriseret ved kunstnerens interesse for kunsthåndværket i modsætning til den industrielle masseproduktion. Motiverne var typisk ornamenterede blomster, insekter og havets flora og fauna, f.eks. dette smykke fra lilletoldbod.com.

Skønvirkestilens førende kunstner var Th. Bindesbøll, der tegnede Københavns Rådhus.

torsdag den 12. august 2010

Art nouveau

Nips i art nouveau-stil fra omkring 1900 er stadig sagen. F.eks. små billedrammer i sølv eller sølvplet. Dobbeltrammen med rose er fra Fredberg.dk til 775 kr.

Art nouveau, der også kaldes jugendstil, har slyngede linjer inspireret af naturens verden, f.eks. blomsterranker, blade, skaldyr, fugle. Art nouveau er især inspireret af japanske træsnit fra første halvdel af 1800-tallet.

fredag den 6. august 2010

Trendy Alumnia


Antikviteter fra fajancefabrikken Alumnia er meget eftertragtede i disse år.

Alumnia åbnede i 1863 i et anneks til tugthuset på Christianshavn. I starten bestod arbejderne af fanger fra fængslet.

I 1900-tallet skabte den franske art nouveau-stil grobund for skønvirkestilen, der dyrkede naturen, fugle, blomster, muslinger, osv.

Leif Bering Mikkelsens bog om Alumnia Fajance fås bl.a. hos jamerantik.dk