torsdag den 13. oktober 2011

Julepynt i massevis


Fra slutningen af november og et godt stykke ind i selve julemåneden holder Andelslandsbyen Nyvang i Holbæk sit årlige julemarked. Julestuerne åbner på Husmandsstedet, i kirken, brugsen og hovedbygningen. Her vil traditionen tro være læssevis af julepynt og husflid - det er nærmest umuligt ikke at få sat hak ved nogle af årets julegaver eller kalendergaver.

Datoerne for årets julemarked:  
Lørdag d. 26. og søndag d. 27. november
Onsdag d. 30. november og torsdag d. 1. december
Lørdag d. 3. og søndag d. 4. december

Julemarkedet og julestuerne åbner kl. 10 og lukker kl. 16 hver dag.

Kl. 11.30 og 13.30 servere Madam Blå en julebuffet, og kl. 15 serveres der kaffe og kage, så man kan få sig en velfortjent pause fra gaveræset.

Børn og barnlige sjæle vil sætte pris på Julemandens værksted, og der er også noget for de finkulturelle: Begge lørdage er der julekoncert i Sct. Stefans kirke, efterfulgt af Adventsgudstjeneste om søndagen.

Teaterrødderne opfører i weekenderne ”Peters jul” i Sandby forsamlingshus. Om eftermiddagen mødes man i Den røde Lade og danser om juletræet.

Deltagerpris kun 50 kr. for alle over 4 år.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar