lørdag den 20. november 2010

Kokeshi dukker


Jeg tog udgangspunkt i disse kokeshi dukker, da jeg valgte stoffet til stolene. Dukkerne er fundet i Netto, believe it or not, til den nette pris af 15 kr.

Kokeshi er Japans svar på de russiske Babushka. Både de russiske og de japanske lykkedukker har været top trendy i de seneste par år, og de er da også super søde og dekorative.


De enkle dukker med det smilende udtryk stammer oprindeligt fra Tohoku-regionen i de nordøstlige Japan. Kokeshi fremstilles af træ, sammensat af få dele. Dukkerne er håndmalede og afslutningsvis "glaseret" med et lag voks.

Traditionelt var kokeshi udbredt blandt Japans bønder, som så deres børns leg med dukkerne som tegn på god høst.  I vore dage giver man primært dukkerne som barselsgaver.

fredag den 19. november 2010

Løse betræk til spisestuestole


Jeg har syet løse betræk til mine polstrede spisestuestole af egetræ. Enhver kan sy løse betræk til denne type stole med lige linjer. Og så har jeg gjort det ekstra nemt for mig selv ved at vælge vævet ternet bomuld. Det er vanvittigt let at klippe.

Til ryggen er der blot tale om en pose, hvor hjørnerne er syet på tværs. Modellen til sædet er et forklæde med hjørner forneden. Jeg har lavet skråbånd af stoffet og syet det på som bindebånd. Igen er det helt utroligt nemt at lave skråbånd af ternet bomuld.

Sådan så stolen ud før - lidt for sart til småbørn.

torsdag den 18. november 2010

Genbrugsguld: Bånd


Man kan finde virkelig meget flot mellemværk og bånd i genbrugsbutikker. Og de koster ingenting, selvom der har siddet en dame og nørklet med det mange timer.

Jeg fandt dette skønne blomstrede bånd hos Kirkens Korshær til 10 kr. Det er syet sammen i to ringe, som er monteret på en plasticring - altså et bånd til at hænge en bakke på væggen.

Bakkebånd var meget populære i 70erne, men er i dag helt og aldeles antikverede. Båndene kan dog sagtens genbruges.

Sødt bakkebånd med blå æbler set her.

onsdag den 17. november 2010

Nyt og gammelt nips


Jeg fandt også denne lille malkepige(?), som pryder kaminhylden ved siden af en moderne node. 

Noden er designet af Monica Ritterband for Royal Copenhagen. Hver node i serien har særlige kendetegn, ligesom smølfer. Der er dog knap så mange noder som smølfer. Dette er sofa-noden.

Genbrugsguld: Nips

Det er sjovt at gå på jagt efter nips i genbrugsbutikker og loppemarkeder.

Jeg fandt forleden disse små blå figurer til 3-5 kr. stykket. Absolut værdiløse, men søde.



tirsdag den 16. november 2010

Genbrugsguld: Børnemøbler


Børnemøbler skal i sagens natur ikke bruges i ret mange år, så det kan ikke betale sig at købe dyrt ind. IKEA har nogle udmærkede og meget billige løsninger - testet på børn!

Men hvis man gerne vil have den unikke løsning, finder man let brugte børnemøbler af god kvalitet, via Den Blå Avis eller Gul & Gratis.

F.eks. dette sæt med bord, stol og kiste til opbevaring af legetøj. Sættet var koboltblåt og medtaget på overfladen. Efter vask, slibning, grunding og tre lag ultra højglans maling blev det lækkert.

Mindre kunne også gøre det. Malingen var møgdyr, fordi det var højest mulige glans og dermed hårdhed. Det gør samtidig, at det er meget vanskeligt at male med, fordi den er lang tid om at tørre og nemt løber. Det skal derfor anbefales kun at bruge maximal højglans på bordpladen, og så en mere jævn maling på resten.

søndag den 14. november 2010

Hvide vægge og blomstrede tekstiler

Blomstermønstrede tekstiler kan virke antikverede, hvis boligen er overlæsset med mønstret tapet, gulvtæpper og nips.

Derimod virker blomstrede tekstiler friske og bløde på en ren hvid baggrund.

Så hvis du er træt af den blomstrede sofa eller lænestole, bør du overveje at male væggene hvide. Det er billigere end at købe nye møbler.

Du kan selvfølgelig også købe en ny blomstret stol. Her en lækker lænestol, kaldet Lucille, i blomstret stof til knap 5000 kr. hos Ilva.dk. Stoffet er 60% hør og 40% bomuld. Polstringen er lavet af koldskum med duntop. Benene er mahogni på messinghjul. Nydeligt.