tirsdag den 31. juli 2012

Genbrug

Genbrug er godt. Det er altid en overvejelse værd, om man kan smide mindre ud.

Men når et spisebord af genbrugte industriplanker koster 36.350 kr., eller når en stol, du selv kan polstre med dit aflagte tøj, koster 465 euro (se Bolig Liv nr. 8, 2012), bliver det jo latterligt.

Så handler det ikke om at gøre det rigtige, men at vise andre, at man gør det rigtige.

Genbrug handler for mig om at skabe en mere personlig indretning, men det handler først og fremmest om at spare penge, så der er råd til at købe rigtig lækre, gerne spritnye, ting, i stedet for altid at hjemtage halvgode varer. Det handler ikke om anti-materialisme og "se hvor bevidst jeg er om klimaet".

Du kan få snedkermøbler på et loppemarked eller et antikvariat for en brøkdel af, hvad en tilsvarende løsning ville koste i et møbelhus. I sammenligning hermed er alle moderne møbler, der kalder sig grønne, det rene Kejserens nye klæder.

Aluminia, Børnehjælpsdagsfigur 1956, Kejserens nye klæder

fredag den 27. juli 2012

Kaniner overalt

Ifølge det seneste nummer af Scenario (et prisbelønnet magasin, der udgives af Institut for Fremtidsforskning) er kaniner en ny tendens i design, mode, interiør osv. Den Hvide Kanin fra Alice i Eventyrland, Plys' ven Ninkaninus, Bambis ven Stampe, Gnags' Vilde Kaniner, Playboy Bunny og Easter Bunny - når man tænker nærmere over det, så er kaninerne jo allestedsnærværende. 


Kay Bojesens kanin har fået en renæssance, selvom det stadig er aben, som er mest udbredt.




Og så er der Miffy fra Dick Brunas populære bøger til småbørn. Mange tror, at Hello Kittys langørede veninde er identisk med Miffy, og Miffy-merchandise produceres da også i Japan, men der er tale om en kopi af den hollandske original. Kaninen til venstre hedder Cathy, og hun blev skabt i 1976. Miffy blev skabt i 1950erne, ligesom Kay Bojesens trædyr.




To kaniner plejer jo at blive til flere. Hollandske Moooi har designet den kulsorte kaninlampe til knap 3.000 kr. - stykket.




Mindre kan gøre det. Egmont Toys har skabt en pink kanin, der fås hos Banditten.com for 479 kr. - også i blå og hvid. Den kan bruges som vågelampe på børneværelset eller som dekoration i stuen.



Pink kaniner kan også pryde puder, sengetøj, gardiner og børnetøj. Malika & Rosa importerer lækre japanske stoffer med høj nuttethedsfaktor, f.eks. en blanding af hør og bomuld til 159 kr. meteren. 



Hvad med kaniner på væggen? Rabbits on Marshmallow Tree af Kristiana Pärn - bedårende kunsttryk til 88 kr. fra Allposters.com.


Én sort kanin - det er enkelt. Bouf.com fører også spejle og puder formet som kaniner. 



Eller er det i virkeligheden en hare? 


Rent zoologisk hænger det vist nok sådan sammen, at alle kaniner er harer, men ikke alle harer er kaniner. Haren adskiller sig fra kaninerne ved længere bagben og ører. Desuden lever haren for det meste alene, mens kaniner ofte danner kolonier.  


Det kan være svært at skelne, også i populærkulturen: Påskeharen hedder som bekendt Easter Bunny. Og så er vi hoppet tilbage til udgangspunktet.

onsdag den 18. juli 2012

Taburetter

Ikeas køkkenstige/taburet Bekväm fås i hvid, sort og natur. De er meget anvendelig, når der er børn i køkkenet, som vil hjælpe med at lave mad eller bare kigge med. Hvis der er plads i køkkenet, bør hvert barn have sin egen taburet. De kan også bruges som ekstra siddepladser - de er nemme at flytte rundt på grund af håndtaget.

Med tiden kan de blive lidt kedelige at se på, men taburetterne er nemme at male og dekoreres på alle mulige måder. Et retlinet hvidt køkken eller badeværelse kan få mere sjæl med et par velvalgte farveklatter - det er meget mere overskueligt at male et par taburetter end at male skabslåger eller vægge.

Tapetserer du taburetterne, er det hurtigst at bruge selvklæbende tapet. Hvis det skal være holdbart, skal tapetet efterfølgende have en gang klar lak.

Stine Hoelgaard Johansen har malet den turkis:


Louise har musselmalet sin skammel:


Mor Med Mere har brugt Marimekko-tapet. Mon man også kunne lime voksdug på?


Overspring.dk har de både malet og tapetseret: